MediaWatch Logo Top
Log ind
ANNONCE
POLFOTO_22866639.jpg En forkortelse af navnet på denne korvette, Olfert Fischer, ligger bag navnet på det nye medie Olfi. | Foto: Tobias Nørgaard Pedersen/Polfoto/Arkiv

Nyt onlinemedie går i luften på mandag

Et nystartet onlinemedie vil fra på mandag dække den danske forsvars- og sikkerhedspolitik.

AF

Danmark får på mandag et nyt medie i form af Olfi, der vil beskæftige sig med dansk forsvars- og sikkerhedspolitik. Det skriver Olfi på Facebook.

Bag det nye medie står Peter Ernstved Rasmussen, der bl.a. har en fortid som journalist på Jyllands-Posten, hvor han dækkede krigene i Afghanistan og Libyen.

"Dækningen af dansk forsvars- og sikkerhedspolitik har trange kår i disse år. Medierne skærer ned, fyrer medarbejdere og har ikke længere fagmedarbejdere i samme omfang som tidligere. Det går også ud over den journalistiske dækning af sikkerhedspolitikken, som primært bliver fortalt gennem store fælleshistorier. Kun få journalister interesserer sig for emnet og følger det tæt, hvilket efterlader stofområdet i et demokratisk vakuum. Jeg er derfor ikke i tvivl om, at der er behov for et nichemedie, som dækker dette område kritisk," siger Peter Ernstved Rasmussen i meddelelsen på Facebook.

Gratis indhold

Olfi skriver videre, at indholdet på hjemmesiden i første omgang bliver gratis at læse, men planen er, at der skal indføres hel eller delvis betaling for indholdet.

For at undgå eventuelle mistanker om interessekonflikter har Peter Ernstved Rasmussen udarbejdet en uafhængighedserklæring, som annoncører og andre interessenter skal acceptere, før de bliver budt indenfor. Samtidig har Olfi valgt at udlicitere salget af annoncer.

"Olfi er skabt ud fra et ideologisk ønske om at gøre en forskel og bidrage til at øge bevågenheden og kendskabet til dansk sikkerhedspolitik. Jeg tror på, at der i et mediebillede under konstant forandring er et marked for et nichemedie som Olfi. Min styrke er, at jeg kun er mig selv og derfor kun skal hive penge hjem til mig selv for at få det til at løbe rundt. Nøglen til succes er læsere, og dem får jeg kun ved at levere journalistik af høj kvalitet. I den henseende er min eneste vare journalistisk integritet og troværdighed," udtaler Peter Ernstved Rasmussen.

Olfi, navnet på det nye medie, stammer fra korvetten Olfert Fischer, der i 1990 deltog i FN's blokade af Irak.

Modtag nyhedsbrev fra MediaWatch gratis
Velkommen til debatten
Når du kommenterer, accepterer du debatreglerne på MediaWatch
Har du spørgsmål? Find svaret her