MediaWatch Logo Top
Log ind
ANNONCE
Mit-SE-og-HØR_screen.jpg

Se og Hør introducerer augmented reality-app

Ugebladet sender en app på gaden, som giver læserne adgang til ekstramateriale ved at scanne ugebladets sider.

AF

Aller-ugebladet Se og Hør føjer et digitalt lag til udgivelsen med introduktionen af en ny app med indbygget augmented reality-funktion. Det skriver Se og Hør i en pressemeddelelse.

Lanceringen af appen, der får navnet "Mit Se og Hør" og er gratis, sker i forbindelse med ugebladets 75 års fødselsdag. Med appen kan læserne scanne ugebladets sider, som gennem billedegenkendelse åbner for adgang til ekstramateriale i form af bl.a. billeder, videoer og konkurrencer. Ifølge Se og Hør vil alle sider i ugebladet være beriget på den ene eller anden måde.

"Det betyder, at vi udvider vores blad betragteligt uden at gå op i sider eller pris. Det er vores måde at forkæle vores mest loyale betalende kunder, som vi har meget at takke for," udtaler Niels Pinborg, Se og Hørs ansvarshavende chefredaktør, i meddelelsen.

Kommerciel efterspørgsel

Se og Hør ser også mulighed får at lukrere på appen i kommercielt øjemed. Ugebladet oplyser, at også annoncer og affiliate-aftaler vil blive beriget for at gøre "kommunikation mellem læsere af bladet og kommercielle partnere mulig".

"Der har været stor interesse for lige netop dette. Det er klart, at muligheden for at konvertere fra print til køb, uden at man skal forlade sofaen, er ret interessant for vores kommercielle samarbejdspartnere, så også her ser jeg store muligheder. De første annoncer er tegnet i det nye format, og det bliver spændende at følge," udtaler Niels Pinborg.

Se og Hørs læsere får med appen desuden adgang til ugebladets digitale univers og bladets digitale kendis-oplagsværk V.I.Pedia. 

Appen er udviklet af det hollandske firma Layer og er tilgængelig i Apples appstore.

Modtag nyhedsbrev fra MediaWatch gratis
Velkommen til debatten
Når du kommenterer, accepterer du debatreglerne på MediaWatch
Har du spørgsmål? Find svaret her