MediaWatch Logo Top
Log ind
ANNONCE
Århus Stiftstidende

Stiften.dk tager konsekvensen af trafiktab: Ændrer betalingsmur

Konkurrencen fra gratis Aarhus-nyheder online er skarp, så Stiften.dk udskifter den konsekvente betalingsmur med en blidere B.dk-model.

AF

Århus Stiftstidende tager nu konsekvensen af et alvorligt trafiktab og åbner lidt op for den "hårde" betalingsmur, som Stiften.dk sammen med resten af Midtjyske Mediers netaviser introducerede i november sidste år.

Senere på året vil netavisen udskifte den nuværende konsekvente model, hvor alt indhold er gemt bag betalingsmur, til en model magen til B.dk-modellen.

”Vi justerer, sådan at vi - fra engang sidst på året – skifter til at tilbyde læserne 10 gratis artikler om måneden,” siger Dorthe Carlsen, chefredaktør for Midtjyske Medier.

Trafikfald overraskede i styrke

Det er kun Stiften.dk, der skfiter betalingsmodel. De andre fem dagblades websites; Randers Amtsavis, Viborg Stifts Folkeblad, Dagbladet Holstebro Struer, Dagbladet Ringkøbing-Skjern og Folkebladet Lemvig, beholder deres betalingsmodeller.

Alle har de tabt mellem 60 pct. og 70 pct. af deres unikke brugere, efter betalingsmuren blev lanceret. Stiften.dk er dog klart det største site og altså også  det kommercielt mest følsomme. I juni måned havde sitet 34.000 unikke brugere mod 95.000 i samme periode sidste år.

Ændringen i betalingsmodellen skyldes først og fremmest, at  konkurrencen på lokaljournalistik hårdere i Aarhus end andre steder, siger Dorthe Carlsen. 

”Den primære grund er, at der er meget skarp konkurrence i Aarhus: Der er gratis regional-tv og -radio, der lægger indhold ud online, og så er der selvfølgelig også Jp.dk, der har en hel Aarhus-sektion. Det er tre væsentlige spillere. Vi er dem, der dækker Aarhus bedst, og vil gerne have en større andel af visningerne i Aarhus,” siger hun.

Stiften-redaktionen havde forberedt sig på et alvorligt dyk i trafikken, men tabet på 64 pct. var alligevel mere end ventet, siger Dorthe Carlsen. 

”Ja [trafiktabet overraskede], primært fordi mange af vores nuværende abonnenter ikke har logget sig på. Der er åbenbart færre end ventet, der bruger vores site. Vi vidste, at den skulle falde,  også dramatisk,  men vi mangler alligevel lige de der sidste, der skal bruge sitet jævnligt,”  siger hun.

Tabt annoncer

Ikke overraskende har det massive trafiktab også været en økonomisk bet for Stiften.dk. Men der er ikke nogen lige linje fra annoncefaldet til ændringen af betalingsmodellen, siger Dorthe Carlsen.

”Selvfølgelig betyder det, at vi ikke har kunnet sælge det samme antal annoncer, som før. Men det er ikke derfor, vi vælger en anden model. Vi har andre digitale kanaler. Selvfølgelig spiller det ind, at vi kan få mere trafik til Stiften.dk og dermed sælge annoncepakker på tværs af vores digitale kanaler, men man kan ikke sige, at det er derfor, vi åbner igen,”  siger Dorthe Carlsen, ”Det handler om at fastholde en brugergruppe og nå ud til flest mulige i lokalområdet.”

Hvor mange læsere, der har købt digitale abonnementer til Stiften.dk, vil chefredaktøren ikke kommentere på. Men abonnementsporteføljen vokser og følger den plan, som avisen havde lagt, siger hun.

Den nye model, der er inspireret af Berlingskes netavis, forventes ikke at booste abonnementssalget.

”Vi har ikke en forventning om, at det vil booste abonnementssalget alvorligt. Det vil nok følge den kurve, det har i dag,” siger hun.  

Hun erkender, at det kan blive vanskeligt at indhente den tabte trafik. Brugerne kan have fået nye web-vaner og fundet andre kilder til regionale nyheder.

”Selvfølgelig kan det blive vanskeligt (at vinde trafikken tilbage, red.), men vi har jo markedsføringskanaler. Både i egne og andre lokale medier,” siger hun med henvisning til andre digitale tilbud i det aarhusianske mediehus som kundeklubben Klub Østjylland og Aoa.dk (Alt om Aarhus).

Lempelser på andre sites

De øvrige netaviser i Midtjyske Medier ændrer som nævnt ikke deres betalingsmure. Men de lemper dog en smule på deres: Fremover kan Stiften.dk og de andre sites dele gratis historier via sociale medier og egne nyhedsbreve. Det vil gælde allerede fra mandag.

Det skal gøre det lettere at markedsføre indholdet, siger Dorthe Carlsen.

”Når vi lukker det hele af, har læserne ikke en fornemmelse af, hvad der ligger derinde på sitet. Ved at gøre enkelte artikler gratis (Via f.eks. Facebook og i nyhedsbreve, red.) kan vi udbrede kendskabet til indholdet,”  siger hun.

Der er ikke aktuelle planer om, at de øvrige sites, der har tabt lige så store trafikandele som Stiften.dk, med tiden skal konvertere til B.dk-delen. Men det er ikke en låst dør, siger Dorthe Carlsen.

”Man skal aldrig sige aldrig, men vi har ikke i første omgang planer om at ændre modellerne for de andre sites. Vi er i et land, hvor ingen har lange erfaringer, og vi må tage de erfaringer, der kommer. Hvis vi oplever et ryk på Stiften.dk, kan det være noget, vi skal overveje,”  siger hun.

Prisen for den nye betalingsmodel for Stiften.dk vil være den samme som den nuværende, oplyser Dorthe Carlsen. Der vil dog være nogle tilbudskampagner i forbindelse med ændringen i slutningen af året. 

Kilde: Danske Medier Research/Gemius | Web: Regionale dagblades vækst i brugertal juni 2013
 

Modtag nyhedsbrev fra MediaWatch gratis
Velkommen til debatten
Når du kommenterer, accepterer du debatreglerne på MediaWatch
Har du spørgsmål? Find svaret her