MediaWatch Logo Top
Log ind
ANNONCE

JP/Pol går i luften med bannerbørs

Primo 2013 går JP/Politikens Hus ind på det voksende RTB-marked for at skabe et alternativ til de store internationale aktører.

AF
51032-img2

Under navnet Dansk Udgivernetværk skyder JP/Politikens Hus et nyt annoncenetværk i gang i begyndensen af 2013, der tilbyder bannersalg via real time bidding (RTB) for danske nyhedssites.

Det sker dels for at sikre koncernen en fod inden for på det voksende RTB-marked - hvor annoncører og mediebureauer byder på og køber annonceplaceringer ud fra angivne kriterier og i en automatiseret køb- og salgsproces - dels for at skabe et alternativ til internationale annoncenetværk som f.eks. Specific Media.

"Hen over efteråret er vi blevet mere og mere opmærksomme på, hvor vigtigt det er at være med på det her marked. På de markeder, hvor RTB-salget er mere modent end i Danmark, ligger 15-20 pct. af displayomsætningen i dag på RTB. Derfor har vi besluttet at sætte i gang nu," siger bladdirektør Jan Damgaard, Ekstra Bladet.

Strategisk projekt
Slagvaren for Dansk Udgivernetværk er de målgrupper, som de digitale nyhedsmedier når, og som udgiverne ligger inde med stor viden om.

”Et netværk for de danske udgivere er forudsætningen for, at man for alvor kan begynde at udnytte sine værdifulde målgruppedata,” siger koncernchef Stig Ørskov, JP/Politikens Hus i meddelelsen om tiltaget.

Netværket er ifølge koncernen i høj grad et strategisk projekt, der altså dels skal skærme af for de internationale konkurrenter - men også sikre udgiverne i netværket en større bid af kagen end konkurrenterne kan - bl.a. ved at undgå omkostningsfulde mellemled.

PBT-venner velkomne
JP/Politikens Hus er i forvejen en af hovedkræfterne bag annoncenetværkene PBT og PBT+, der sælger annonceplaceringer på traditionel vis, ved direkte salg. PBT-netværket tæller bl.a. Ekstrabladet.dk, Dba.dk, Børsen og BT.dk og har for nylig også fået Aller Media med ombord, mens PBT+ bl.a. tæller morgenaviserne Politiken, Jylland-Posten og Berlingske. 

Hvorfor har I ikke lagt det nye netværk i regi af PBT, som allerede er etableret i markedet?

"Det har vi for at markere, at det er noget andet, men vi håber bestemt, at medlemmerne i PBT og PBT+ også vil være en del af det her netværk, så vi får så bredt et netværk som muligt af sites med kvalitetsmålgrupper," siger Jan Damgaard, der uddyber, at huset er i gang med at tale med andre medievirksomheder om at blive en del af det nye netværk.

Er der ikke en risiko for, at auktionsmodellen vil sænke priserne yderligere på bannerplaceringer, der i forvejen er lave?

"Det kan gå begge veje. Kan man få lavet et netværk med kvalitetssites og  kompetent målgruppeviden, så kan man også nå højere priser. Auktionsprincippet fungerer under alle mostændigheder sådan, at man altid kan sætte en mindstepris, og hvis den ikke nås, bliver placeringen ikke solgt," siger Jan Damgaard. 

Testkampagner i januar
Dansk Udgivernetværk får kontorer i JP/Politikens Hus og forventer at afvikle de første testkampagner i begyndelsen af det nye år. 

Chef for netværket bliver Martin Jensen, der kommer fra en stilling som key account manager hos eBay Danmark, og før det på Jyllands-Posten. 

Ifølge viceadministrerende direktør i bureauet Performics, Anders Elley, bliver det automatiserede digitale indkøb af annoncer en stærk faktor den kommende tid, der risikere at presse danske medier yderligere på annonceomsætningen, siger han i dag til MediaWatch.  

- LR

Modtag nyhedsbrev fra MediaWatch gratis