MediaWatch Logo Top
Log ind
ANNONCE

Thorborg investerer i connery.dk

Online-iværksætterne Martin Thorborg og Nicolai Frisch køber hver 15 procent af onlinemediet for mænd, connery.dk, der er ejet af Jakob Neua og Anders Eskholm.

Tine Brødegaard Hansen
43888-img1

Onlinemediet til mænd, connery.dk, får tilført ny investorkapital. Martin Thorborg og Nicolai Frisch, der er partnere i iværksætterportalen amino.dk, har hver købt sig ind med 15 pct. af  connery.dk, der blev lanceret som et hobbyprojekt af Jakob Neua Nørgaard og tre partnere i 2000.

“Martin har en lang erfaring med den kommercielle side af online, og han kan også hjæpe vores brand, så det ikke bare er Jakob og Anders, men også en af it-pionererne, der vil lave Danmarks største site for mænd. Martins selskab har også overtaget vores salg, så vi kommer ind i et netværk med flere medier og får nemmere adgang til mediabureauerne,” siger Jakob Neua Nørgaard, der i dag fortsat er en del af connery.dk's ejerkreds sammen med Anders Eskholm.

Begge har hidtil haft andre projekter ved siden af arbejdet med connery.dk, som de nu for alvor vil satse på.

“Nu har vi en vækststrategi, der betyder, at vi begge to arbejder fuld tid på sitet. Derudover har vi freelancere og frivillige skribenter tilknyttet. Målet er, at vi skal være det største danske medie for mænd. Så må vi se, om vi også tager konceptet til udlandet, når vi har “proof of concept” i Danmark,” siger Jakob Neua Nørgaard.

Ambitionen er, at det månedlige antal sidevisninger på 900.000 skal hæves til til 2,5 mio., og brugertallet skal fordobles. Det lå på cirka 63.000 i marts i år ifølge tal fra FDIM.

Nemmere at åbne døre til mediabureauer
I takt med, at mandemagasiner som FHM og Arena samt gratismagasinet Mand er faldet fra, mener Jakob Neua Nørgaard, at der er endnu mere behov for et medie som connery.dk, som ifølge ham indholdsmæssigt ligger mellem M! og Euroman.

“M! er for plat og lavkulturelt, vi prøver i stedet at slå os op på indhold, der er en blanding af at være seriøse, lange artikler og lettere indhold. Cirka syv procent af vores indhold er piger, fordi de lokker drengene til, og vi promoverer for eksempel pigerne fra ‘Paradise Hotel’ gennem en aftale med TV3," siger Jakob Neua Nørgaard, der gerne vil gøre op med, at mange sidevisninger altid er godt.

"Det giver ikke mening for annoncørerne, at vi opdeler en artikel i 11 sider eller laver “numsegallerier”, fordi vi har brug for sidevisninger. Vi tænker lidt atypisk og har kun to annoncer på hver side, selvom vi sagtens kunne lægge flere på uden at få brok fra brugerne. Men vi vil gerne være kendt for at have det rigtige indhold og brugere, der skaber værdi for annoncørerne,” siger Jakob Neua Nørgaard.

Har givet overskud de seneste to år
De seneste to år har connery.dk været en overskudsforretning, der har givet de to ejere en mindre løn ved siden af deres faste job. Derudover har sitet nydt godt af, at al udvikling sker internt.

“Vi laver alt selv og har egne servere, der gør det lettere for os at agere, end hvis vi havde købt et system, hvor det hver gang kostede penge at lave noget. Vores videosite (hvor brugerne kan uploade klip fra YouTube m.m., red.) har vi for eksempel brugt 200 timer på at lave,” siger Jakob Neua Nørgaard.

Connery.dk har hidtil været drevet af JustWorks ApS og startede som et I/S med navnet DotGeil, der senere blev flyttet over i Just Works A/S, som også laver hjemmesider og virale kampagner. Nu er connery.dk udskilt som selvstændigt aps.

Martin Thorborg startede iværksætterportalen amino.dk i 2005, hvor tidligere Euroinvestor-direktør Nicolai Frisch i dag er partner.

Modtag nyhedsbrev fra MediaWatch gratis