MediaWatch

Politi sigter tre mænd for bombedrab på maltesisk journalist

Tre mænd er sigtet af politiet i Malta for drabet på journalisten Daphne Caruana Galizia i oktober.

Daphne Caruana Galizias familie, venner og bekendte til begravelsen i Valletta, Malta.

Maltesisk politi er muligvis kommet tættere på en gerningsmand til et bilbombedrab på journalisten Daphne Caruana Galizia tilbage i oktober.

I hvert fald er tre mænd blevet sigtet for at stå bag drabet. De er alle blandt ti mænd, der mandag blev anholdt i forbindelse med efterforskningen af sagen.

Det drejer sig ifølge nyhedsbureauet AFP om brødrene George og Alfred Degiorgio på henholdsvis 55 og 53 år samt Vincent Muscat, der er 55 år.

De nægter sig alle tre skyldige i anklagerens påstande, om at de skulle have fremstillet bomben, dræbt journalisten, deltaget i organiseret kriminalitet og at have været i besiddelse af sprængstoffer.

De syv øvrige anholdte mænd i sagen er blevet løsladt mod kaution. Det fremgår ifølge nyhedsbureauet Reuters af en erklæring læst op under et retsmøde.

Daphne Caruana Galizia var en kendt undersøgende journalist, der tidligere afslørede korruption blandt middelhavsøens spidser. Hun har tidligere afsløret forbindelser mellem spilleindustrien og mafiaen, ligesom hun har dokumenteret et omfattende salg af pas.

Hun var også den indirekte årsag til et lynvalg sidste sommer, fordi hun påstod, at premierminister Joseph Muscats kone var indehaver af hemmelige konti i skattelylande, som blev brugt til at skjule bestikkelsespenge, som præsidenten havde modtaget.

Den 53-årige journalist, der var mor til tre sønner, har således haft masser af magtfulde fjender, der kunne have haft motiv til at få hende skaffet af vejen.

Den sigtede Vincent Muscat har ifølge Reuters ingen forbindelse til premierministeren med samme efternavn. Der er udlovet en dusør på én million euro for oplysninger, der kan udpege de skyldige i sagen.

/ritzau/

Forsiden lige nu

Venstre er åbne for at lade ugeaviser få del i mediestøtte

Regeringspartiet holder døren åben for at lade lokale ugeaviser få del i mediestøtten og vil øremærke en del af en ny public service-pulje til den lokale dækning, fortæller medieordfører Britt Bager. Hun kan hverken be- eller afkræfte et udspil om besparelse på 12,5 pct. af DR.

Seneste Web & Mobil

Relaterede

mediawatch 14 day trial

Seneste nyt

Mediejob

Se flere

Se flere