MediaWatch

Watch Medier lancerer nyt medie om advokatbranchen

Nyt online erhvervsmedie fra Watch Medier går tæt på den danske advokatbranche. Mediet bliver det tiende medie fra Watch Medier.

Watch Medier udvider endnu engang forretningen og går i luften med sit tiende online erhvervsmedie.

AdvokatWatch hedder mediet, der sendes i luften til januar. Mediet vil gå tæt på personer og virksomheder i den danske advokatbranche og de juridiske afdelinger i det øvrige erhvervsliv og vil – i lighed med Watch Mediers ni andre medier – være abonnementsfinansieret. Det skriver Watch Medier i en pressemeddelelse.

"Vi mener, at der er behov for et uafhængigt og journalistisk erhvervsmedie om branchen. Advokatbranchen er en af de vigtigste brancher i dansk erhvervsliv, og vi vil lave et medie, der tager branchen alvorligt. Både når det går godt, og når det går skidt. Watch Medier står for kritisk og fair erhvervsjournalistik med fokus på substansen, og det bliver også fundamentet for AdvokatWatch," udtaler Anders Heering, chefredaktør for Watch Medier, i pressemeddelelsen.

Henter redaktør på Berlingske

Redaktør for AdvokatWatch bliver 40-årige Signe Ferslev. Hun kommer fra en stilling som reporter på Berlingske Business og har tidligere arbejdet på Dagbladet Børsen.

"Signe er en af landets bedste erhvervsjournalister, og hun står for den journalistik, vi gerne vil lave på Watch Medier. Vi er derfor meget glade for, at hun har sagt ja til at stå i spidsen for AdvokatWatch," udtaler Anders Heering.

Foruden den daglige redaktion kommer det nye medie til at trække på indhold fra de øvrige Watch Medier, herunder mediehusets kontorer i New York og Bruxelles, samt indhold fra partnermedier som Jyllands-Posten, Finans og Ritzau Finans, skriver Watch Medier.

AdvokatWatch er det tiende medie fra Watch Medier, der er ejet af JP/Politikens Hus. De øvrige ni medier er AMWatch, EjendomsWatch, EnergiWatch, FinansWatch, FødevareWatch, ITWatch, MediaWatch, MedWatch og ShippingWatch.

Disclaimer: MediaWatch er en del af Watch Medier under JP/Politikens Hus, men har redaktionel frihed til at dække JP/Politikens Hus som alle andre medievirksomheder. Medarbejderne på MediaWatch og Watch Medier sidder på egen adresse og deltager ikke i orienterende medarbejdermøder i JP/Politikens Hus.

Forsiden lige nu

Venstre er åbne for at lade ugeaviser få del i mediestøtte

Regeringspartiet holder døren åben for at lade lokale ugeaviser få del i mediestøtten og vil øremærke en del af en ny public service-pulje til den lokale dækning, fortæller medieordfører Britt Bager. Hun kan hverken be- eller afkræfte et udspil om besparelse på 12,5 pct. af DR.

Seneste Web & Mobil

Relaterede

mediawatch 14 day trial

Seneste nyt

Mediejob

Se flere

Se flere