MediaWatch

Medejer af BTMX nupper ny bid af online brugtmarked

Den schweiziske mediekoncern Tamedia, der i Danmark ejer en andel af BTMX samt den digitale markedsplads Trendsales, overtager nu konkurrenten Tradono og foretager direktørskifte.

I en konsolidering på det digitale rubrikmarked har Tamedia overtaget aktiemajoriteten i danske Tradono, der er en online markedsplads for nyt og second hand tøj. Det skriver Finans.

Dermed har det schweiziske mediehus, der sammen med Berlingske ejer BTMX, føjet endnu en dansk brugtbørs til porteføljen, som hidtil udelukkende har bestået af Trendsales, der er konkurrent til Tradono. De to markedspladser bevarer hver sin platform, men selskaberne bliver lagt sammen til ét. Samlet set har de to platforme næsten to millioner medlemmer ifølge parternes egne oplysninger. Det dækker over, at det godt tre år gamle Tradono vokser markant hurtigere end det godt 15 år gamle Trendsales.

"Danmark er et attraktivt marked, og vi mener, at vi med denne fusion har en meget god mulighed for at yderligere at udvide vores allerede stærke position på markedet," siger Christoph Brand, direktionsmedlem i Tamedia.

Adm. direktør i Tradono, Mads Mathiesen, bliver topchef for det fusionerede selskab, mens Trendsales nuværende adm. direktør, Ole Højriis Kristensen forlader virksomheden ved årsskiftet.

Tamedia ejede i forvejen en mindre del af Tradono. I den nye konstellation sidder Tamedia som hovedaktionær i det nye selskab, mens Tradonos grundlæggere, medarbejdere samt tidligere investorer er en del af ejerkredsen, skriver Finans.

Begge selskaber fik gedigne underskud i seneste regnskabsår. Tamedia måtte i slutningen af 2016 tilføre et tocifret millionbeløb for at holde hånden under Trendsales, som gik i rødt med 13,4 mio. kr. i 2015, blandt andet på grund en svindelsag mod en tidligere direktør. Tradono lukkede til gengæld sidste regnskab med et underskud på 14 mio. kr.

Parterne har ikke oplyst prisen på handlen.

MX-ejer skyder millioner i Trendsales

Forsiden lige nu

Seneste Web & Mobil

Relaterede

mediawatch 14 day trial

Seneste nyt

Mediejob

Se flere

Se flere