MediaWatch

Twitter fordobler tegn for at tiltrække brugere

Selskabet vil tiltrække flere og øge trafikken ved fremover at lade brugerne boltre sig på 280 tegn – dobbelt så mange tegn som hidtil.

Det sociale medie Twitter vil fordoble længden på tweets, så brugere på den populære platform fremover vil få mulighed for at boltre sig med 280 tegn i stedet for de nuværende 140. Det oplyste selskabet tirsdag.

Twitter håber herigennem at tiltrække flere brugere og booste trafikken på platformen.

"Vi udvider grænsen på tegn. Vi vil gøre det lettere og hurtigere at udtrykke sig for alle," tweetede Twitter tirsdag.

Allerede i september testede Twitter den nye tweetgrænse på næsten alle sprog. Ændringerne vil blive lanceret for alle sprog bortset fra japansk, koreansk og kinesisk, hvor den tidligere grænse aldrig har været et problem.

Twitter er sakket bagud i forhold til rivaliserende platforme målt på antallet af brugere. Derudover kæmper selskabet stadig med at gøre platformen til en profitskabende forretning.

Skeptikere er bekymrede for, at de nye ændringer vil gøre beskedtjenesten langsom. Produktansvarlig hos Twitter Aliza Rozen oplyser dog, at de seneste test har vist, at de fleste brugere fortsat vil holde sig under de 140 tegn.

Twitter vil med den nye grænse sikre, at "alle mennesker i hele verden nemt kan udtrykke sig i et tweet", skriver hun i et blogindlæg.

"Vores mål er at gøre dette muligt, mens vi sikrer, at vi bevarer farten og det korte format, der gør Twitter til Twitter," tilføjer hun.

I sidste måned oplyste Twitter, at selskabets underskud i tredje kvartal var blevet reduceret og antydede samtidig, at selskabet måske vil kunne rapportere et overskud for første gang i fjerde kvartal.

Ved samme lejlighed oplyste Twitter, at selskabet havde øget brugerbasen til 330 millioner på verdensplan, hvilket var i tråd med forventningerne.

/ritzau/AFP

Forsiden lige nu

Test din MediaIQ

Har du fulgt ordentligt med i mediebranchen i den seneste uge? Ellers har du chancen for at blive opdateret og testet her - og vinde en iPad.

Seneste Web & Mobil

Relaterede

mediawatch 14 day trial

Seneste nyt

Mediejob

Se flere

Se flere