MediaWatch Logo Top
Log ind
ANNONCE
POLFOTO_41091100.jpg Aller Media, som udgiver Se og Hør. | Foto: /ritzau/Tariq Mikkel Khan

Landsret stadfæster dom mod tys-tys-kilden

Tys-tys-kilden idømmes tirsdag halvandet års fængsel i Østre Landsret.

RITZAU

Østre Landsret stadfæster tirsdag byrettens dom på halvandet års fængsel mod den såkaldte tys-tys-kilde i Se og Hør-sagen. 

Manden havde anket til formildelse. 

Faktisk var der to påstande, som landsretten skulle tage stilling til. Manden gik også efter at få sagen til at gå om. 

Det gjorde han, fordi en domsmand i sagen i byretten dagen efter dommen i november udtalte sig om sagen i Radio24Syv-programmet "Det, vi taler om".

"Jeg synes, de skal uddø, sagde domsmanden blandt andet om sladderpressen i programmet, der tirsdag blev afspillet i retten."

Men landsretten mente ikke, at det gjorde domsmanden inhabil.

"Domsmanden giver udtryk for en privat holdning og til det generelle straffeniveau i straffesager. Domsmanden giver samtidig klart udtryk for at være bundet af loven," lød det i begrundelsen.

Tys-tys-kilden har fået sit navn, fordi han som ansat ved IBM/Nets som it-operatør skaffede sig uberettiget adgang til oplysninger om kendte danskeres gøren og laden.

Til at starte med ankede han til frifindelse. Siden blev det krav reduceret til et ønske om en mildere straf. Skyldsspørgsmålet blev ikke anket.

Det var en bog fra tidligere Se og Hør-journalist Ken B. Rasmussen, der fik sagen til at rulle. Den er blevet kaldt danmarkshistoriens største sag mod medierne.

I bogen "Livet, det forbandede" blev det beskrevet, hvordan en kilde fodrede ugebladet med oplysninger om kendte ud fra deres brug af kreditkort.

Kreditkortoperatøren Nets ligger i Ballerup, så Københavns Vestegns Politi gik ind i sagen.

Efterforskningen afdækkede ifølge politiet, at tys-tys-kilden havde misbrugt kollegers adgangskoder til at følge med, når kendisserne brugte deres kreditkort.

/ritzau/

Modtag nyhedsbrev fra MediaWatch gratis
Velkommen til debatten
Når du kommenterer, accepterer du debatreglerne på MediaWatch
Har du spørgsmål? Find svaret her