MediaWatch Logo Top
Log ind
ANNONCE
North Media

North Media-investorer sender aktien til tops efter Postnords planer

Postnords planer for fremtiden har resulteret i en stor kursstigning for North Media, der blandt andet står bag distributionsselskabet FK Distribution.

RITZAU FINANS

Den enes død, den andens brød. Postnord er godt nok ikke lagt i graven endnu, men de store nedskæringer hos det statsejede dansk-svenske postvæsen kan være til stor gavn for North Media.

Postnord lagde onsdag sine planer for fremtiden frem, og det har blandt andet betydet en kursstigning på hele 20 pct. på tre dage, til nu 16,60 kr., for den danske medie- og distributionskoncern.

North Medias datterselskab, FK Distribution, regner nemlig med at at samle kunder op fra Postnord, når den traditionelle posttjeneste ikke længere vil garantere omdeling af ugeaviser og reklamer på bestemte dage.

"Jeg er lidt spændt. Hvis de holder fast i det, vil jeg bestemt tro, at der forhåbentlig er nogle kunder, der vælger at bruge os som leverandør fremadrettet," siger Mads Dahl Andersen, direktør i FK Distribution, til Ritzau Finans.

Træder i kraft ved årsskiftet

Endnu er det meget usikkert, hvad Postnords beslutning kommer til at betyde. Den nye plan træder i kraft 1. januar 2018, men de seneste dage har brudt på protester fra politikere og andre.

Men effekten kan potentielt blive mærkbar for North Media, som derfor også sendte en fondsbørsmeddelelse om situationen onsdag. FK Distribution havde i 2016 en omsætning på 591 mio. kr., hvilket var et fald på 15 pct. i et presset marked, hvor et farvel til storkunden Coop Danmark især gjorde ondt.

Til gengæld var det det eneste af North Medias fire datterselskaber med positivt driftsresultat.

Det er dog for tidligt at tage konkrete skridt hen mod den nye situation - som stadig kan nå at ændre sig - men Mads Dahl Andersen regner med en omvæltning.

"Det er en meget stor forandring på det her marked, så derfor har vi valgt at gå ud og kommentere det. Så må vi se, hvad der sker - det afhænger jo også af, om der kommer en ny konkurrent. Det er afgørende for, hvad det kommer til at betyde for os," siger han.

Med kursstigningen er North Medias børsværdi øget til 333 mio. kr. Selskabet regner fortsat med et underskud på mellem 5 og 30 mio. kr. i driftsresultatet i 2017.

/ritzau/FINANS

Modtag nyhedsbrev fra MediaWatch gratis
Velkommen til debatten
Når du kommenterer, accepterer du debatreglerne på MediaWatch
Har du spørgsmål? Find svaret her