MediaWatch Logo Top
Log ind
ANNONCE
POLFOTO_26643724.jpg Foto: René Schütze/Polfoto/Arkiv

Trængt reklameomdeler anklager Post Danmark for misbrug

Det går særdeles skidt for medieselskabet North Media, der mener, at Post Danmark dumper priserne.

/ritzau/

North Media, der er en af Danmarks største reklameomdelere, tabte millioner i 2015 og måtte samtidig se omsætningen dykke. 2015 bliver ligeså slemt, hvis ikke værre, og det er Post Danmarks skyld, skriver selskabet i sit regnskab.

Selskabet, der er kendt for FK Distribution, Søndagsavisen og ejerskabet af en flere hjemmesider, omsatte for lidt over en milliard kroner i 2015, et lille fald. Resultatet dykkede til gengæld til et underskud på 12 millioner kroner, en voldsom forværring fra 2014's overskud på 23 millioner kroner.

"FK Distributions største udfordring er, at vi udsættes for unfair konkurrence fra Post Danmarks side," skriver koncerndirektør Mads Dahl Andersen i regnskabet.

Forventer omsætningsfald i 2016

Her undrer han sig over, at et faldende antal breve får Post Danmark til at hæve prisen på frimærker markant, men et faldende antal reklamer til omdeling får Post Danmark til at sænke prisen på reklameomdeling.

"Det lægger selvsagt et hårdt pres på FK Distributions forretning, at Post Danmark misbruger sin dominerende stilling til på den måde at dumpe priserne på tryksager, og det afspejler sig direkte på vores bundlinje," skriver Mads Dahl Andersen.

Ud over presset på omdelingsforretningen har det heller ikke været en fest at drive North Medias aviser, deriblandt Søndagsavisen, i 2015. 

Det ventes ikke at ændre sig i 2016. Her forventer North Media, at omsætningen vil falde til i bedste fald 930 millioner kroner, og man vil notere endnu et tocifret millionunderskud.

"De vanskelige tider er endnu ikke overstået. Markedsudviklingen og de underliggende forudsætninger gør, at vi også i 2016 vil se nedgang i koncernens omsætning og resultat," skriver ordførende direktør for hele North Media Kåre Wigh i regnskabet. 

/ritzau/

Modtag nyhedsbrev fra MediaWatch gratis
Velkommen til debatten
Når du kommenterer, accepterer du debatreglerne på MediaWatch
Har du spørgsmål? Find svaret her