MediaWatch

Danmark har EU-rekord i licens

I en opgørelse over europæiske landes licensopkrævninger ligger Danmark på en andenplads kun overgået af Schweiz, der ikke er medlem af EU. Moms på 25 pct. er højest blandt landene.

Borgerne i små lande med høje indkomster betaler generelt mest i medielicens. Det er blandt konklusionerne en oversigt over licenssatserne i EU samt Norge og Schweiz, afslører.

Allerøverst på listen ligger Schweiz, som ikke er medlem af EU. Her lægger borgerne 414 euro, svarende til 3080 kr. årligt ifølge tallene, der er fra 2016. På andenpladsen - og førstepladsen blandt EU-landene - ligger Danmark med en licensbetaling på 333 euro, knap 2.500 kr.

Listens øvrige topplaceringer indtages ligeledes af lande, som ikke er voldsomt store, og som er højindkomstlande. De efterfølgende pladser indtages således af Norge, Østrig og Sverige.

Tallene er kommet for en dag i et svar til Folketingets Kulturudvalg fra kulturminister Mette Bock (LA). Hun blev tidligere på året bedt om at fremlægge en oversigt over EU-landenes licenssatser i perioden 2012-2016 i forlængelse af debatten om den danske medielicens op til forhandlingerne om en ny medieaftale næste år.

En del af debatten har fokuseret på, hvorvidt licensen som særskilt afgift skal sløjfes, og pengene i stedet trækkes over skattebilletten - som der tegner sig et politisk flertal for. Men også størrelsen på licensen har været omdiskuteret, fordi især borgerlige partier som Venstre og Dansk Folkeparti ønsker at gøre gøre det billigere. Det europæiske overblik over licensbetalingen har ministeren fået fra DR, der har indhentet tallene hos European Broadcast Union (EBU), der er en sammenslutning af europæiske public service-broadcastere.

En del af forklaringen på den danske topplacering er den moms, som licensen er pålagt. Den er på 25 pct. Hvis man tager licensen ud af ligningen, falder Danmark dog kun en enkelt plads på listen over lande med højest licensbetaling. Fraregnet momsen var licensen i 2016 i Danmark 266 euro - 121 euro mindre end Schweiz og 16 euro mindre end Norge.

Sammenligningen fra EBU viser, at et fåtal af de 19 lande, der i 2016 opkrævede medielicens, opkræver moms af licensbetalingen. Det drejer sig om otte lande.

Af af de otte lande er Danmark på en klar førsteplads med en moms på 25 pct. Der er pænt luft ned til Østrig, der med 10 pct. har den næsthøjeste momsopkrævning. De øvrige lande, der lægger moms på licensen, er Schweiz, Norge, Frankrig, Italien, Belgien og Portugal.

I sit bidrag til svaret til Kulturudvalget påpeger DR, at licensbetalingen ikke fortæller noget om, hvor meget befolkningerne i de forskellige europæiske lande får for pengene.

"Afslutningsvis bemærkes det, at oversigten ikke forholder sig til hvilket produkt, brugerne modtager for licensen fx i form af antal udbydere, kanaler, programtyper, indhold produceret på eget sprog etc. i de enkelte lande. I de fleste lande går hele eller tæt ved hele licensen til ét public service medie. I modsætning hertil modtager DR knap 67 pct. af licensmidlerne, før momsen er afregnet til staten, mens de resterende midler går til bl.a. TV 2 regionerne, Radio24syv m.fl.," skriver DR i sit bidrag til svaret.

Den opmærksomme læser vil bemærke, at EU har flere medlemmer end de lande, der er opstillet i opgørelsen. Deres fravær på listen skyldes, at de finansierer public service-medier ad anden vej. Eksempelvis omlagde Finland i 2013 landets licensordning, så betalingen nu i stedet sker via en særskilt skat.

Forsiden lige nu

TV-chefer: #MeToo-debatten er vigtig - men ikke et problem hos os

Der er bred enighed om, at debatten om seksuelle krænkelser og chikane på landets mediearbejdspladser gør indtryk og rejser problematikker i branchen, der skal tages hånd om. Men de færreste mediechefer, MediaWatch har hørt fra, mener, der er et problem på deres arbejdsplads.

Test din MediaIQ

Har du fulgt ordentligt med i mediebranchen i den seneste uge? Ellers har du chancen for at blive opdateret og testet her - og vinde en iPad.

Seneste TV

Relaterede

mediawatch 14 day trial

Seneste nyt

Mediejob

Se flere

Se flere