MediaWatch Logo Top
Log ind
ANNONCE
fodbold bane.jpg Foto: /ritzau/Søren Sielemann

Sky-tv vil lægge milliarder for engelsk divisionsbold

De eskalerende priser for fodbold i Storbritannien ser ud til at fortsætte opad. Tv-selskabet Sky, der også har dele af rettighederne til Premier League, vil lægge milliardbeløb for eneret på Football League.

/ritzau/

I årevis er priserne for at vise den bedste britiske fodboldrække, Premier League, på tv steget og steget. Og nu ser prisen for at transmittere de lavere britiske fodboldrækker ud til at blive fordoblet.

Det skriver det britiske medie The Guardian.

Ifølge avisen er tv-selskabet Sky parat til at betale 180 mio. pund, 1,5 mia. kr., per sæson for at vise kampe fra English Football League.

English Football League er en samlet betegnelse for de tre fodboldrækker under Premier League.

Samlet forhandler Sky om at lægge 500-900 mio. pund, 4,1-7,4 mia. kr., for en tre- til femårig aftale om at sende kampene. 

Dermed har den konkurrerende tv-kanal British Telecom, BT, tabt buddet.

"Sky har brug for denne her aftale mere end BT. Sky har en helt ny kanalstrategi, der skal fyldes med indhold. Og Football League er det mest eftertragtede produkt i steder som Leeds, Nottingham, Derby og Norwich. Det meste af det østlige England har ikke noget Premier League," siger en kilde til The Guardian.

Premier League kan tage nyt prishop

Prisen for English Football League åbner op for, at Premier League, den bedste engelske række, stiger endnu mere.

For nuværende deler Sky rettighederne med BT Group. 

Sky alene betalte 4,17 mia. pund, 35 mia. kr., for rettighederne i perioden 2016 til 2019.

Samlet betalte de to kanaler over fem mia. pund for rettighederne, en stigning på 70 pct. Det betyder, at prisen per kamp nu er på 11 mio. pund, 92 mio. kr.

Ifølge The Guardian vurderes det at kunne indbringe Premier League seks mia. pund, 50 mia. kr.

Ifølge Idrættens Analysehus har rettighederne til dansk fodbold i perioden 2016 til 2021 kostet 2,4 mia. kr.

English Football League, EFL, var længe de bedste britiske fodboldrækkr. I 1992 brød 22 klubber dog ud og skabte Premier League.

/ritzau/

Modtag nyhedsbrev fra MediaWatch gratis
Velkommen til debatten
Når du kommenterer, accepterer du debatreglerne på MediaWatch
Har du spørgsmål? Find svaret her