MediaWatch

Blockbuster udvider og satser på resten af Norden

Filmtjenesten, der er ejet af TDC, vil på sigt erobre 25 pct. af markedet for filmudlejning i Norden.

Casper Hald, direktør, Blockbuster.

Streamingtjenesten Blockbluster udvider forretningen og vil nu satse på det svenske, finske og norske marked.

Ambitionen er at være størst i Norden med en markedsandel på 25 pct. blandt de tjenester, der ikke baserer forretningen på et fast abonnement som Netflix og HBO Nordic.

Sådan lyder det fra selskabet, der er ejet af TDC og indtil nu har været fokuseret på det danske marked.

"Vi starter i det små, men vores ambitioner er store. Inden for 2-3 år er det vores mål, at minimum hver fjerde film i Norden er lejet hos os," siger Casper Hald, der er direktør for Blockbuster, i en pressemeddelelse.

Skal opbygge kendskab

Udfordringen i forhold til entréen på det nordiske marked er, at kendskabsgraden til Blockbuster-brandet er ringere end i Danmark, hvor Blockbuster eksisterede som videoudlejningskæde frem til konkursen hos det amerikanske selskab, hvorfra TDC overtog brandet.

"Det er klart, at vi i Danmark har haft en fordel af, at de fleste danskere er bekendt med Blockbuster-brandet og forbinder det med at leje film."

"Det kendskab skal vi bygge op fra grunden i resten af Norden, men jeg er sikker på, at der også i de andre nordiske lande er brug for en streamingtjeneste, der giver dig mulighed for kun at betale for det du ser, og hvor du ikke skal binde dig til et abonnement," siger Casper Hald.

I første halvår af 2017 har Blockbuster tæt på fordoblet sin omsætning - der ikke bliver oplyst i TDC's regnskaber - mens streamingtjenesten er nået op over 300.000 brugere.

"Med den vækst vi på blot to år har opnået i Danmark, understøtter det vores analyser af, at der også er behov for en streamingtjeneste som Blockbuster i Sverige, Norge og Finland," siger Casper Hald.

TDC overtog Blockbuster-brandet i 2014.

/ritzau/FINANS

Forsiden lige nu

Seneste TV

Relaterede

mediawatch 14 day trial

Seneste nyt

Mediejob

Se flere

Se flere