MediaWatch Logo Top
Log ind
ANNONCE
trump10.jpg

Trump angriber tv-station efter læk af skattepapirer

Præsidenten langer ud efter tv-stationen MSNBC, efter at mediet har valgt at offentliggøre skattepapirer.

RITZAU

Det Hvide Hus langer ud efter tv-stationen MSNBC og kalder mediet desperat.

Det sker, efter at stationen sent tirsdag aften lokal tid har valgt at offentliggøre skattepapirer fra den amerikanske præsident, Donald Trump. Vært på MSNBC Rachel Maddow skrev kort før sin udsendelse på Twitter, at hun havde fået fat i selvangivelsen.

Derefter gennemgik hun papirerne i sit program, The Rachel Maddow Show, hvor journalist David Cay Johnston også var inviteret i studiet.

Det var David Cay Johnston, der er en prisvindende, undersøgende journalist, som først modtog papirerne med post. Ifølge Donald Trumps selvangivelse fra 2005 havde den nuværende præsident dengang en effektiv skatteprocent på 25 pct.

Kort efter Maddow havde offentliggjort, at hun ville behandle papirerne, oplyste Det Hvide Hus ifølge Reuters, at Trump betalte 38 mio. dollar ud af en indkomst på 150 mio. dollar i 2005.

De tal blev bekræftet i Maddows gennemgang af papirerne, der er tilgængelig på msnbc.com.

Det Hvide Hus oplyser ifølge Reuters, at Trump "ikke havde ansvar for at betale mere skat end juridisk påkrævet".

Donald Trump har hidtil nægtet at fremlægge sine skattepapirer.

"Man ved, at man er desperat efter seertal, når man er villig til at bryde loven for at bringe en historie om to siders skatteoplysninger, der er mere end et årti gamle," siger en unavngiven talsperson fra præsidentens administration ifølge AFP.

"Det er fuldstændig ulovligt at stjæle og publicere skattepapirer. De uærlige medier kan fortsætte med at gøre dette til en del af deres agenda, mens præsidenten vil fokusere på sit, hvilket inkluderer en skattereform, der vil gavne alle amerikanere," lyder det i meddelelsen fra Det Hvide Hus.

Donald Trump er den første amerikanske præsident i mange årtier, der har nægtet at udlevere sine skatteoplysninger.

I et interview med ABC News i slutningen af januar gjorde Trumps rådgiver Kellyanne Conway det endnu en gang klart, at præsidenten ikke vil offentliggøre sine selvangivelser.

Conway sagde således, at Donald Trumps skatteoplysninger alligevel ikke interesserer hans vælgere, og derfor vil de altså ikke blive lagt frem.

"Folk var ligeglade. De stemte på ham. De fleste amerikanere er fokuseret på, hvordan deres egne selvangivelser vil se ud under præsident Trumps regeringstid - ikke hvordan hans ser ud," sagde Conway i interviewet ifølge nyhedsbureauet dpa.

/ritzau/

Modtag nyhedsbrev fra MediaWatch gratis
Velkommen til debatten
Når du kommenterer, accepterer du debatreglerne på MediaWatch
Har du spørgsmål? Find svaret her