MediaWatch Logo Top
Log ind
ANNONCE
johannes_langkilde.jpg

DR brugte 70.000 på at fragte korrespondents hest til USA

Journalist Johannes Langkilde fik betalt transporten af sin kones hest fra Danmark til Washington D.C. af DR. Medieordfører vil vende sagen med kulturministeren.

AF RITZAU

Danmarks Radio bekræfter, at journalist Johannes Langkilde fik betalt transporten af sin kones hest fra Danmark til Washington D.C. 

Det skriver Radio24syv.

Det kostede licensyderne næsten 70.000 kr. at flytte DR-korrespondent Johannes Langkildes hustrus hest fra Danmark til Washington D.C. Det viser fakturaen for transporten, som Radio24syv har set.

Af fakturaen fremgår det, at transporten er håndteret af "Team Relocations". 

Der står blandt andet: "Vedrørende: Johannes Langkilde - transport af hest til Washington D.C. 64.788 kroner." Det fremgår yderligere, at der i tillæg til denne pris kom udgifter på 3687,75 kr. til forsikring, samt et bookinggebyr på 750 kr.

Den totale, momsfrie omkostning af transporten endte altså på 69.225 kr. og 75 øre. 

DR's indholdschef Sandy French bekræfter Radio24syvs oplysninger:

"Jeg ser ingen grund til at bestride ægtheden af den faktura eller de tal, I har, udtaler hun til Radio24syv."

Sandy French ønsker dog ikke at kommentere, hvorfor det er licensbetalernes opgave at flytte ansattes heste:

"Jeg kan godt forstå, at I interesserer jer for den her flytning, men jeg vil simpelthen ikke tale om kontraktlige forhold mellem DR og vores korrespondenter," uddyber hun til Radio24syv.

I sidste uge blev historien omtalt af ugebladet Tæt På, men efter at Radio24syv har fremlagt fakturaen, har DR bekræftet oplysningerne.

Dansk Folkepartis medieordfører, Morten Marinus, undrer sig over udgiften. Derfor vil han nu kræve svar af kulturminister Mette Bock (LA):

"Jeg bliver nødt til at bede ministeren om at svare på det her. Så må hun jo rette henvendelse til DR's bestyrelse," siger Morten Marinus til Radio24syv.

Ifølge Sandy French er aftaler om dækning af korrespondenters udgifter "normal praksis". 

Til sammenligning dækker Udenrigsministeriet maksimalt udgifter til at flytte "ét stuehusdyr". Det fremgår af ministeriets vejledning til partnere til ministeriets ansatte i udlandet.

Johannes Langkilde ønsker ikke selv at kommentere sagen.

/ritzau/

USA-korrespondent vender hjem til værtsjob

DR ryster posen for korrespondenter

Første halvleg slut i voldgift om DR-betalt frokost

Modtag nyhedsbrev fra MediaWatch gratis
Velkommen til debatten
Når du kommenterer, accepterer du debatreglerne på MediaWatch
Har du spørgsmål? Find svaret her