MediaWatch Logo Top
Log ind
ANNONCE
Michael Dyrby_TV 2.jpg

5 amerikanske fejl danske medier kan lære af

En udmarvet lokaljournalistik og "for sjov"-dækning af præsidentkanditaten Donald Trump. Michael Dyrby destillerer en amerikansk valgkamp, som medierne også står tilbage som tabere i.

MICHAEL DYRBY, SELVSTÆNDIG RÅDGIVER OG PRODUCENT HOS MONDAY

Der blev jublet i baren på 9. og 56. gade, da New York gik til Hillary. Det var også den eneste jubel. Resten af aftenen var en lang knoglebidende affære – fuld af vantro. Jeg fulgte Hillarys sidste timer i politik på en amerikansk bar, medens alle spurgte: hvordan kan det ske? Den var jo hjemme!

Kommentatorerne på alle networks var lige så lamslåede som gæsterne i baren – undtagen hos Fox, hvor de havde en fest – jeps, de fejrede det i bogstaveligste forstand.

Allerede inden valgaften begyndte, var det tydeligt, at det ikke kun var Hillary, der tabte dette valg. Donald Trump sørgede i valgkampen for, at de amerikanske medier mistede relevans over for store grupper af vælgere. Mediehuse og enkeltpersoner blev et direkte mål, der hurtigt gik fra mobning til had. Alt for hurtigt.

De amerikanske medier er kommet ud af valgkampen med et ordentligt hug på troværdigheden. Den er raslet ned og ligger nu under danske medier (som er 46 pct.). Opgøret i den amerikanske medieverden er allerede i fuld gang, og der ikke nogen entydig forklaring eller linie i kritikken. Det er slet ikke sikkert, at det kan skabes en konklusion, men her er 5 punkter, hvor medierne fejlede, og som danske medier skal være opmærksomme på.

1. Målinger er gætværk - og medierne elsker at gætte

Lad os tage den letteste først. Alle målinger viste sikker sejr til Hillary. Nate Silver – der har forudset de seneste to valg – havde Hillary som sikker vinder hele vejen, dog ”kun” med cirka 70 pct. sandsynlighed på valgdagen. New York Times havde Hillary Clinton som vinder med 90 pct. sikkerhed om morgenen på valgdagen. I løbet af dagen ændrede det sig. Midt på aftenen var det mest sandsynligt, at Donald Trump vandt.

Det er klart for enhver, at det er en stor fejl, for hvis det er vilkårene for målinger, er vi bedre stillet uden. "Findes der skjulte Trump-vælgere?", diskuterede eksperter på CNN om eftermiddagen. Men det spørgsmål blev afvist som absurd, for selvfølgelig er der ikke det, var svaret. Blot få eksempler på, hvor skævt målingerne gik og hvor skråsikre og selvsikre, de amerikanske medier var.

Alle medier kender til dårlige målinger, og vi slipper ikke af med dem. De er blevet en del af en journalistisk kultur, hvor vi hele tiden vil ”gætte” på, hvordan det går. En virus, der bor hos alle journalister og brugere, særligt i den politiske dækning. Vi elsker at diskutere, hvem der kan vinde, vi elsker at gætte på hvem, der vandt debatten, osv.

Hele tiden vil vi finde vindere, og den krykke vi benytter, er målinger. De sociale medier med vores egne cirkler sørger for feedback. Så det er en selvforsynende cirkel, der åbenbart undervejs glemmer nogle brugere og deres holdninger. Det er for let at skyde hele skylden på analytikerne og deres målinger. De skal være bedre, men der skal også en kulturændring til, og den skal komme fra toppen: Vi skal gætte mindre!

2. Lokaljournalistikken er benhårdt beskåret - og det har sin pris

Målingerne er blevet ”folkets røst”. Vi spørger ”folket”, men uden at kende ”folket”. Den seneste medieudvikling i USA har været ekstremt hård ved de lokale medier. Lokale aviser er lukket i hundredevis, og journalister er fyret i tusindvis. Professor i journalistik, Emily Bell, peger på dette som en af grundene til, at de amerikanske medier slet ikke opdagede oprøret eller vreden blandt hvide amerikanere. Medierne og journalisterne er i dag klumpet sammen i de store byer og på begge kyster.

De nye medier, der har erstattet de lokale, er niche- og digitale medier, der er henvendt til millennials. Flere lokale medier kunne måske have fanget den bevægelse, som Donald Trump fandt. Der er en fødekæde i medieverden, som findes overalt. Lokale medier finder ofte historierne, før de vokser til at være nationale historier. Det økosystem findes også i Danmark, men vi risikerer, at lokale medier og lokalredaktioner bliver en museumsgenstand og på den måde mister kontakten med danskerne.

 

3. @realDonaldTrump skal dækkes seriøst - ikke som et festligt indslag

I begyndelsen var han sjov og et festligt indslag. Men da han aldrig kunne vinde, fik han uanede mængder af sendetid, som senere kom ham til gavn - Hillary brugte tre gange så mange dollars som Donald. Da han blev alvor, var det svært for medierne at håndtere hans direkte og beviselige løgne. Hvad skulle medierne gøre? De valgte forskellige løsninger. Nogle skrev konsekvent – bl.a. HuffPost – at han var en løgner. Andre – som New York Times – lavede faktatjek og forsøgte at dokumentere løgnene. Men hvad stiller man op med en løgner, der er ligeglad med sandheden?

De amerikanske medier burde fra starten have taget Donald Trump alvorligt, udvist en almindelig journalistisk nysgerrighed, der ikke var inficeret af fordomme. Man var med til at skabe en politiker, der løftede ratings til alle networks, og da Donald Trump blev præsidentkandidat, var det ham, der dominerede medierne. Han holdt ikke en pressekonference i 10 måneder – talte som regel i telefonen med Fox & Friends om morgenen og Sean Hannity på Fox News om aftenen. Det var åbenbart let for Donald Trump at lægge ikke bare medierne, men også navngivne journalister for had. Hans vælgere ville gerne tro på ham. Medierne var de virkelige løgnere, i deres øjne.

Hvad med den danske dækning – hvordan håndterede vi Donald Trump? Med den samme forudsigelighed, desværre. Historierne om Trump var fokuserede på hans sexistiske, racistiske og fascistiske udtalelser. Med god grund. Men fornemmelsen i dag er, at medierne ikke tog ham og hans vælgere alvorligt. Vi var ligeså forudindtagede, dømte ham ude fra start og troede ikke rigtig på, at han havde en chance. Det påvirker dækningen, når vi er forudindtagede. Simple as that!

4. Objektivitet kræver også dybt og ærligt kig i spejlet

De amerikanske medier har en tradition, vi ikke kender: Endorcements – direkte anbefaling af en kandidat. De kom i hobetal og allevegne fra. Nogle medier kom med endorcements for første gang i deres udgivelses historie. Andre kom med anbefalinger, der gik imod normale endorcements. Alle var med – selv modeblade trompeterede. Donald Trump fik officiel støtte fra 26 medier, kun to havde mere end 100.000 i oplag. Hillary modtog 416 endorcements. Her i bakspejlet virker det jo nærmest latterligt. Måske amerikanske medier skal overveje den tradition. Det blev alle mod Donald Trump, og derfor faldt de med Hillary.

Vi har ikke endorcements, men var vi så objektive, som vi normalt hylder? Den tilstræbte objektivitet er drivkraften i danske mediers journalistik. Udenfor lederplads og opinionssiderne er al journalistik uden påvirkning og farve. Vi er objektive. Vi pointerer adskillelsen. Men i selvransagelsens lys: Kan vi sige med sikkerhed, at vores journalistik var objektiv og fair?

The Economist foretog en undersøgelse blandt 20 lande om, hvem de helst så som præsident i USA. Danmarks placering er iøjnefaldende. Hvis danskerne kunne bestemme, fik Hillary 80 pct. af stemmerne - Donald fik 5 pct. Vi er suverænt det land, der giver Donald Trump færrest stemmer. Kan det være, at danske mediers dækning har været med til at skabe dette ”skæve” billede. Tænk over det.

 

5. Medierne har mere brug for brugerne end omvendt

@realDonaldTrump førte en hård og effektiv kampagne via de sociale medier – især Twitter. Da han aldrig gav interviews til andre end vennerne, var alle nyhedsmedier tvunget til at udkomme med stort set alle hans tweets. I begyndelsen var det underholdende, senere blev det eneste kommunikationsform – udover debatterne.

De store tendenser i medieverdenen: Mobile, streaming og social media slog også igennem i denne valgkamp. Det var Donald Trumps twitterkonto, der førte taktstokken. Nogle gange pumpede han dem ud i stakkevis – andre gange var der stille. Men han kommunikerede på sin egen måde gennem alle kriserne, og ingen journalister kom rigtig i nærheden af ham. Den tendens kender vi. Brug de sociale medier, engager din base og hold dig fra de kritiske journalister. Det er en problemstilling, som alle danske medier godt kan forberede sig på. Alle kan være et medie i dag. De behøver ikke de etablerede medier. Eller nærmere: Medierne har lige nu mere brug for brugerne end omvendt.

De amerikanske medier har i denne valgkamp desværre vist, at de egentlig er ligegyldige. Store dele af befolkningen regner ikke med dem eller benytter sig af dem. De mange veldokumenterede historier om alle uhyrlighederne og den stærke journalistik, der også er produceret, har ikke betydet noget som helst for store dele af vælgerne. Medierne har ikke været afgørende for, hvem de skulle stemme på. Ligegyldighed er som bekendt døden, og derfor er amerikanske journalister i fuld gang med at hakke på hinanden. Amerika er tydeligvis delt i to, og medierne havnede entydigt på en og samme side.

De amerikanske mediehuse har derfor to store slag foran sig. De skal åbenlyst genvinde troværdigheden og relevansen. Men de skal samtidig være klar til at kæmpe en række juridiske kampe. Hvis Præsident Trump har tænkt sig at fortsætte linien fra Kandidat Trump er det rent totalitære tilstande verdens største demokrati står overfor.

Vil du læse mere?  Så er her tre anbefalinger fra de amerikanske medier:

I Washington Post udpeger Margaret Sullivan den journalistiske opgave, der venter medierne i de kommende års dækning af præsidenten Donald Trump:

“One thing is certain in the presumptive era of President Trump. Journalists are going to have to be better — stronger, more courageous, stiffer-spined — than they’ve ever been.“

Hos The Intercept analyserer Glenn Greenwald de fatale ligheder mellem mediedækningen af Brexit og præsidentvalget i USA:

“Supporters of Brexit and Trump were continually maligned by the dominant media narrative (validly or otherwise) as primitive, stupid, racist, xenophobic, and irrational. In each case, journalists who spend all day chatting with one another on Twitter and congregating in exclusive social circles in national capitals — constantly re-affirming their own wisdom in an endless feedback loop — were certain of victory.“

Quartz bringer en analyse i selverkendelsens tegn af professor Anthony J. Gaughan fra Drake University, der også trækker tråde mellem Brexit, præsidentvalg og mediernes dækning:

“Trump’s longstanding status as a celebrity enabled him to garner relentless media attention from the moment he entered the race. One study found that by May 2016 Trump had received the equivalent of US$3 billion in free advertising from the media coverage his campaign commanded. Trump seemed to intuitively understand that the controversial things he said on the campaign trail captured the voters’ attention in a way that serious policy speeches never could.“

Modtag nyhedsbrev fra MediaWatch gratis
Velkommen til debatten
Når du kommenterer, accepterer du debatreglerne på MediaWatch
Har du spørgsmål? Find svaret her