MediaWatch Logo Top
Log ind
ANNONCE
POLFOTO_11608190.jpg Foto: Miriam Dalsgaard/Polfoto/Arkiv

Regeringen forholder sig til risiko for TV 2-konkurs

I et notat fra februar præsenterer regeringen det som et muligt scenarie, at de verserende sager i EU om statsstøtte kan hive tæppet væk under TV 2.

AF

En sag om statsstøtte, der verserer i EU-systemet, kan koste TV 2 milliarder af kroner, og i et notat forholder regeringen sig til risikoen for, at sagen kan ende i en konkurs for det statsejede tv-selskab. Det skriver Altinget.

Af notatet fremgår det, at regeringen vil støtte TV 2 i tykt og tyndt, efter at sagen blev anket i januar.

"Regeringen har en betydelig interesse i at undgå en situation, hvor TV 2 risikerer at gå konkurs som følge af et ulovlighedsrentekrav. Ved at deltage i appelsagerne vil regeringen kunne supplere og underbygge TV 2’s synspunkter om, at den statslige finansiering af TV 2 ikke er statsstøtte, og at TV 2 allerede derfor ikkeskal betale ulovlighedsrenter til staten," står der i notatet, som er dateret 11. februar.

Kan trække ud i årevis

Sagen er en kompliceret størrelse. I grove træk handler den om, hvorvidt TV 2 i perioden 1995-2002 var statsstøtte, og om støtten i så fald var forenlig med EU's regler.

Seneste afgørelse i EU-systemet lød, at der var tale om statsstøtte med undtagelse af et reklamebeløb i periode 1995-1996. Til gengæld er der ikke tale om ulovlig statsstøtte, lød dommen.

Afgørelsen blev i januar anket af både TV 2 og MTG, der står på den anden side i sagen, og hvis påstand er, at statsstøtten var uforenlig. Det vil i så fald betyde, at TV 2 skal betale penge tilbage. Ankerne betyder, at sagen kan trække ud mange år endnu.

EU-sagen trækker tråde til en sag ved Østre Landsret, hvor MTG kræver, at TV 2 skal betale såkaldte ulovlighedsrenter af det beløb, som tv-selskabet har modtaget. Ifølge Frands Mortensen, professor på Aarhus Universitet, kan sagen alt i alt løbe op i 8 mia. kr. for TV 2.

Modtag nyhedsbrev fra MediaWatch gratis
Velkommen til debatten
Når du kommenterer, accepterer du debatreglerne på MediaWatch
Har du spørgsmål? Find svaret her