MediaWatch Logo Top
Log ind
ANNONCE
POLFOTO_49633197.jpg Tobias Lindholms spillefilm "Krigen", der er produceret af Nordisk Film, blev slået af den ungarske favorit "Sauls søn", da der natten til mandag blev uddelt Oscar-statuetter i Hollywood. | Foto: Per Arnesen/Polfoto

Haarder roser dansk film efter Oscar-show

Kulturminister Bertel Haarder (V) mener, der er grund til at være stolt over dansk film, selvom det ikke blev til en Oscar i år i Los Angeles.

RITZAU

Det blev ikke til en dansk Oscar i denne omgang, da spillefilmen "Krigen" og dokumentaren "The Look of Silence" blev forbigået ved Oscar-uddelingen natten til mandag.

Danmarks kulturminister, Bertel Haarder (V), overværede showet og var på en gang skuffet og stolt, efter årets statuetter var uddelt.

"Skuffede, men stolte, det er vi. Det blev vi enige om i den lille pause uden for salen," skriver Bertel Haarder i en sms til Ritzau.

"Skuffede, fordi vi havde sat næsen op efter endnu en Oscar til Danmark. Stolte, fordi vi stadig har fået flere nomineringer end noget andet land i den kategori!"

Haarder henviser til, at Danmark historisk set har fået flest nomineringer i kategorien bedste ikke-engelsksprogede film.

Danmark vandt senest en Oscar for kortfilmen "Helium" i 2013.

Dokumentar hædret

Den danske dokumentarfilm "The Look of Silence" fik ellers lørdag et godt rygstød forud for Oscar-uddelingen, da den ved Independent Spirit Awards i Californien vandt i dokumentarkategorien.

Netop denne pris lægger kulturminister Bertel Haarder (V) vægt på, efter at det glippede med en pris ved Oscar-uddelingen.

"Oppenheimer og Signe Byrge fik i går en anden pris, The Independent Spirit Award. De og vi kan være stolte," siger ministeren til Ritzau.

I filmen følger man Adi, hvis bror blev dræbt i 1965 i det indonesiske folkedrab, der kostede mindst en halv million mennesker livet.

I kategorien for bedste ikke-engelsksprogede film blev ungarske "Sauls søn" vinder foran Tobias Lindholms "Krigen". "Sauls søn" var også på forhånd udpeget som favorit til at vinde. Filmen er instrueret af László Nemes.

/ritzau/

Modtag nyhedsbrev fra MediaWatch gratis
Velkommen til debatten
Når du kommenterer, accepterer du debatreglerne på MediaWatch
Har du spørgsmål? Find svaret her