MediaWatch Logo Top
Log ind
ANNONCE
POLFOTO_48131490.jpg Foto: Lars Poulsen/Polfoto/Arkiv

Schmeichel flytter ekspertisen til Kinas største onlinemedie

Den tidligere landsholdsmålmand Peter Schmeichel skal fremover arbejde for Kinas største onlinemedie, Sina Sports.

SARA FUGLSIG

Peter Schmeichels otte år som målmand i Manchester United og den stigende interesse i Asien for Premier League åbner nu nye muligheder for den tidligere fodboldspiller. Han skal nemlig være kommentator og ekspert for det kinesiske medie Sina Sports, skriver BT.

Sina Sports har for nyligt købt rettighederne til Manchester Uniteds egen tv-kanal MUTV, hvormed Peter Schmeichels ekspertise og målet om at øge dækningen af Premier League går op i en højere enhed.

Peter Schmeichels danske manager, Mads Frederiksen, der er direktør i f.reklame, forklarer, at parterne passer fint sammen.

"Vi har kontakt til Sina Sports og vidste, de søgte en stor international fodboldstjerne til at dække deres fodboldrettigheder. Da først vi startede dialogen, gik det hurtigt med at indgå et samarbejde. Sina Sports satser massivt på Premier League og andre store fodboldrettigheder så det er et perfekt match," skriver Mads Frederiksen i en mail til MediaWatch.

Flere stjerner på holdet

Med 15 millioner brugere og 260 millioner gennemsnitlige webbesøg om dagen er Sina Sports ifølge BT Kinas første og største onlinemedie, som dækker internationale sportsnyheder.

Peter Schmeichel er blot den nyeste ud af mange andre kendte fodboldnavne, som er blevet lokket til mediet, skriver BT. Blandt de øvrige eksperter og kommentatorer er Chelsea-spilleren Eden Hazard og den tidligere Premier League-stjerne Michael Owen, som af og til kommer med betragtninger om international fodbold.

"Peter kommer løbende til at lave indslag fra EM, som kan følges af de kinesiske fans - både online og skrivende," skriver Mads Frederiksen.

Derudover skriver Sina Sports, at Peter Schmeichel får sin egne kanal, hvor han ugentligt skal dække internationale fodboldbegivenheder.

Det økonomiske i aftalen er fortroligt. Peter Schmeichels debut kan følges allerede fra næste uge på Sina Sports under "Protalk China".

Modtag nyhedsbrev fra MediaWatch gratis
Velkommen til debatten
Når du kommenterer, accepterer du debatreglerne på MediaWatch
Har du spørgsmål? Find svaret her