MediaWatch Logo Top
Log ind
ANNONCE
BBC nordisk film tv o-THE-GETAWAY-CAR-facebook.jpg "The Getaway Car" er et af BBC Worldwides mange programformater. | Foto: BBC

Nordisk Film TV bliver partner med BBC Worldwide

Det danske produktionsselskab bliver britiske BBC Worldwides partner i nordisk ekspansion, der får hovedsæde i København.

AF

BBC's kommercielle arm, datterselskabet BBC Worldwide, stifter et dansk selskab for at imødekomme efterspørgslen efter britiske formater i Norden. Det sker i samarbejde med det danske produktionsselskab Nordisk Film TV, der bliver BBC Worldwides partner.

Det skriver BBC Worldwide i en pressemeddelelse.

BBC's nordiske ekspansion sker gennem et nyoprettet selskab kaldet BBC Worldwide Productions Nordics. Selskabet er ejet af BBC og får hovedsæde i København. Nordisk Film TV bliver partner og får til opgave at "producere og facilitere" fremtidige non-scriptede BBC Worldwide formatproduktioner, oplyser BBC Worldwide.

”Det nordiske publikum elsker vores programmer, og ved at gå sammen med Nordisk Film TV, et selskab hvis arv, vision og værdier matcher vores egne, vil vi være i stand til at tilbyde endnu mere kvalitetsindhold til publikum i Norden, i form af vores verdensklasse non-­scriptede formater," udtaler Paul Dempsey, direktør for globale markeder i BBC Worldwide, i meddelelsen.

Dansker bliver indholdsansvarlig

Nordisk Film TV har tidligere produceret en række BBC-formater såsom "Maestro" og "The Great British Bake Off". Produktionsselskabet glæder sig til at producere flere af BBC's formater.

”BBC er kendt for produktioner af meget høj kvalitet og har et af verdens stærkeste formatkataloger. Når man arbejder i den nordiske tv-­industri, er det et brand, man virkelig stræber efter. Vi er ekstremt stolte men også ydmyge over for at indgå dette samarbejde med BBC Worldwide og glæder os til at producere nogle fantastiske BBC-­formater til broadcastere i hele Norden," udtaler Karoline Spodsberg, Nordic Group COO i Nordisk Film TV, i meddelelsen.

Det nye selskab får Anders Fuchs, nuværende udviklingsproducent i Nordisk Film TV, som Head of Content and Operations. Hans opgave bliver at arbejde med nye formater og et BBC-katalog på 150 non-scriptede formater i tæt samarbejde med Nordisk Film TV's øvrige produktionsselskaber i Norden.

Foruden det danske selskab ejer BBC Worldwide produktionsselskaber i Frankrig, Indien og USA. Derudover har BBC Worldwide delejerskab i selskaber i Tyskland og Australien.

Modtag nyhedsbrev fra MediaWatch gratis
Velkommen til debatten
Når du kommenterer, accepterer du debatreglerne på MediaWatch
Har du spørgsmål? Find svaret her