MediaWatch Logo Top
Log ind
ANNONCE
yousee_webtv.jpg Foto: PR/Yousee

Sydbank: Udfordringerne står i kø for TDC på erhverv og tv

Yousee mister fortsat kunder, og hvis tv-forretningen begynder at smuldre kan det blive alvorligt for TDC, mener analytiker.

RITZAU/FINANS

TDC's udfordringer i den danske forretning er ikke nogen hemmelighed, men problemerne med at tjene penge på virksomhedskunderne bliver mere og mere udtalt.

Det vurderer Morten Imsgard, der er senioranalytiker i Sydbank, efter at TDC fredag er kommet med regnskab for 2015.

"Indtjeningen i erhvervsforretningen er værre, end jeg havde regnet med, og man ser virkelig effekten af de kontraktforhandlinger, der er på daglig basis. Resultatet er desværre for TDC, at priserne er betydelige lavere, end de historisk har kunnet tage, og det sætter indtjeningen under voldsomt pres," siger Morten Imsgard.

TDC har allerede i sidste uge fremlagt grove tal for 2015 i forbindelse med lanceringen af en ny strategi, og det er så de præcise tal, som er blevet offentliggjort fredag.

Regnskabet viste, at driftsoverskuddet i erhvervsforretningen dykkede med 167 mio. kr. i fjerde kvartal til 889 mio. kr.

Yousee bløder fortsat

Morten Imsgard kalder det desuden bekymrende, at TDC's Yousee fortsætter med at miste tv-kunder, hvilket også har været billedet de tidligere kvartaler. I de sidste tre måneder af året mistede man 8000 kunder, og over hele året er det 53.000.

"Yousee bløder kunder, og man ser igen, at flere kunder vælger de mindre abonnementer og dropper kabel-tv. Det er en udfordring, man kender i TDC," siger Morten Imsgard.

TDC's problem er blandt andet, at kun omkring hver fjerde tv-kunde har en tv-boks, og det tal arbejder TDC på at få op.

"Rigtig mange kunder kan ikke se, hvorfor de skal blive ved med at være tv-kunder, og det er farligt for TDC, for hvis tv-forretningen begynder at smuldre, så begynder det at blive alvorligt," siger Morten Imsgard.

Flere private mobilkunder

Som et positivt element hæfter han sig ved, at TDC er lykkedes med at vinde 5000 private mobilkunder i fjerde kvartal, på trods af selskabet har sat priserne op for nye kunder to gange i efteråret.

"Man vinder mobilkunder trods forhøjede priser, men regnskabet viser med al tydelighed, hvorfor de er blevet sat op," siger Morten Imsgard.

Han henviser til, at den månedlige omsætning per mobilkunde satte bundrekord på 112 kr. i fjerde kvartal, hvilket er et fald på 5 kr. fra kvartalet før og 7 kr. over et år.

"Det understreger, at TDC's manøvre med at hæve priser for nye kunder maksimalt vil stabilisere priserne. Der er et strukturelt prispres i kundeporteføljen, og det kan højere priser måske modvirke."

"Men skal det virkelig batte, så skal TDC turde at hæve priserne for eksisterende kunder. Men det afhænger i høj grad af situationen i markedet, for man risikerer, at konkurrenterne går ind og stjæler kunder," siger Morten Imsgard.

/ritzau/FINANS

Modtag nyhedsbrev fra MediaWatch gratis
Velkommen til debatten
Når du kommenterer, accepterer du debatreglerne på MediaWatch
Har du spørgsmål? Find svaret her