MediaWatch

Flere tv-distributører hæver priserne i 2018

Øgede omkostninger får flere tv-distributører til at hæve priserne. "Det er en balancegang, hvor meget man hæver priserne," siger Boxers adm. direktør.

Danmarks største tv-distributør Yousee varslede i september, at selskabet vil hæve priserne på tv-pakker mellem 10 og 20 kr. om måneden i 2018. Flere tv-andre tv-distributører følger trop.

Både hos Boxer og Stofa, der begge er ejet af energikoncernen SE, sætter priserne op fra årsskiftet. For Boxers vedkommende stiger den største pakke med alle tv-kanaler 20 kr. om måneden, produktet Flex8 med otte valgfrie kanaler stiger med 17 kr., og grundbeløbet for frit valgs-produktet Flex stiger 10 kr.

Ifølge Boxers adm. direktør, Ulf Lund, svarer Boxers prisstigninger til de stigende udgifter, som Boxer selv oplever.

"Du kan se en stigning på 3-5 pct. hos de fleste distributører. Det er jo ikke første gang, det sker. Det er en årligt tilbagevende begivenhed, og det afspejler helt grundlæggende stigninger i de priser, som vi distributører betaler til tv-stationer," siger Ulf Lund og uddyber:

"Stigningerne i distributørernes omkostninger svarer i grove træk til stigningerne i kundernes priser, så vi tjener ikke mere på hver enkelt kunde, selvom vi hæver priserne. Man kan selvfølgelig være dygtig til at forhandle som distributør og sikre sig nogle lavere priser, men i udgangspunktet er det neutralt for os."

Godkendelse fra myndigheder

Han fortæller, at prisstigningerne primært skyldes øgede udgifter til sportsrettigheder, ligesom tv-selskabernes indsats inden for egenproduceret indhold har fået et nøk opad.

For Boxers vedkommende gælder der det lidt specielle, at prisstigningerne er handlet af med Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen. Forklaringen på det er, at Boxer tidligere på året blev solgt fra Teracom til SE. Som et led i konkurrencemyndighedernes godkendelse af handlen lovede parterne, at Boxers priser ikke måtte stige mere, end Boxers udgifter kan retfærdiggøre.

Boxer har tilladelsen til at sende digitalt jordbaseret tv – altså tv via antenne – til danskerne frem til 2020. Den tilladelse er givet af Radio- og tv-nævnet, og derfor skal konkurrencemyndighederne tages i ed, før Boxer kan hæve priserne.

"Tilsagnet ved SE’s køb af Boxer var, at Boxer kun må lave omkostningsbegrundede prisstigninger på Flex og Flex8. Vi har haft en dialog med konkurrencemyndighederne, hvor vi har dokumenteret vores omkostningsstigninger, og de har så nikket ja til stigningen på hhv. 10 og 17 kr. Og vi skal spørge konkurrencemyndighederne om stigninger, så længe vi har sendetilladelsen," siger Ulf Lund.

Dette års prisstigninger er mindre end dem, Boxer gennemførte sidste år. Om det hænger sammen med, at konkurrencemyndighederne i år skal give deres velsignelse, kan Ulf Lund ikke give noget entydigt svar på.

"Man kan konstatere, at vores priser på Flex og Flex8 er steget mindre i år end sidste år."

Har det noget at gøre med tilsagnet til konkurrencemyndighederne?

"Både og. Vi har jo en klar interesse i, at vores frit valgsprodukter er attraktive. Så det går ikke imod vores interesse at holde prisstigninger nede."

Havde I hævet priserne mere, hvis I var stillet helt frit?

"Det ved jeg ikke. Det er svært at sige. Men grundlæggende er der ingen tv-udbydere, der har et ønske om at hæve priserne mest muligt," siger Ulf Lund.

Mere indhold i pakkerne

Hos Stofa stiger priserne 10, 15 og 20 kr. om måneden for selskabets hhv. lille, mellem og store pakke.

"Baggrunden for det er, at vi videresender de højere omkostninger, som vi har fået fra programselskaberne og rettighedshaverne, så vi tjener ikke mere på pakkerne. Det er den primære årsag," siger Ole Fruekilde Madsen, adm. direktør for Stofa.

Ud over generelle prisstigninger har Stofa tilkøbt ekstra rettigheder, som de lægger ned i de to største af de tre pakker.

"Den anden årsag er, at kunder med mellem og stor pakke får noget mere indhold. Vi giver Viasats filmarkiv Filmfavoritter med omkring 200 film med i prisen, og vi giver adgang til to underholdningsapps, Nickelodeon og MTV. Dem kan man tilgå fra vores web-tv, smart tv eller direkte i de to apps og logge ind med sit brugernavn fra Stofa. Og det koster selvfølgelig også nogle penge," siger Ole Fruekilde Madsen.

Også hos Viasat får priserne et nøk opad. Den såkaldte basispakke stiger 10 kr. om måneden til 299 kr., mens totalpakken stiger 24 kr. til 599 kr. Baggrunden for stigningerne er bl.a. øgede udgifter til sportsrettigheder, ligesom Viasat betoner adgang til Viaplay, som er en del af de fleste Viasat-pakker, og som løbende udvider indholdskataloget med bl.a. egenproduktioner. Desuden lancerer Viasat i 2018 tjenesten Filmfavoritter, som også Stofa har købt adgang til.

Waoo bygger nye pakker

Hos Waoo byder det kommende år på en omsiggribende ændring af selskabets tv-pakker. Det blev meddelt i begyndelsen af november.

Antallet af pakker bliver skåret fra otte til tre. Dertil kommer et frit valgs-produkt. Bl.a. et tættere samarbejde med Viasat betyder, at pakkernes indhold skifter så meget karakter, at de dårligt kan sammenlignes med Waoos nuværende tilbud til kunderne.

To pakker hos Waoo, Mini tv-pakke og Lille tv-pakke, fortsætter dog uændret, og den ene fastholder sin nuværende pris, mens den anden stiger 10 kr. om måneden.

Jørgen Stensgaard, adm. direktør for Waoo, kan godt genkende konkurrenternes udlægning af virkeligheden: Priserne stiger.

"Det er det samme billede, vi ser. Det, der sker hvert år fra både kanaludbydere og rettighedshavere, er, at priserne stiger. Det er både faste prisstigninger, som er aftalt på forhånd, og stigninger, som hænger sammen med, at vi betaler for nye digitale tjenester såsom start-forfra og arkiv i et bestemt antal timer. Hver gang vi lægger noget ekstra ovenpå, så skal vi betale penge for det til (rettighedsorganisationen, re.d) Copydan," siger Jørgen Stensgaard.

Med i de nye pakker er bl.a. MTG's streamingtjeneste Viaplay. Og Waoos håb med de ændrede tv-pakker er at appellere til kunder, der både vil have streaming og klassisk flow-tv.

"Det, vi har gjort i år, som adskiller sig fra tidligere, er, at vi har lagt mere indhold i de nye pakker. Det er især rettet mod de kunder, som gerne vil have streaming i form af Viaplay og stadig ønsker klassisk flow-tv. Mange kunder bruger tid på begge dele, og det prøver vi at adressere med de nye pakker. Mange mener, at tv-forbruget falder, men det stiger, hvis man ser på tværs af platforme. Vi prøver at kombinere de to måder at se tv på," siger Jørgen Stensgaard.

Kunder siver fra tv-pakker

Det klassiske tv-distributørmarked har i en længere periode været ramt af, at kunder enten vælger mindre tv-pakker eller helt opsiger dem. Tv-distributørerne er bevidste om, at prisstigninger kan forstærke kundernes trang til at afsætte færre penge til tv-pakker.

"Der sker jo det, at kunderne nedmigrerer, når vi hæver priserne. Og vi tjener selvfølgelig mindre, hvis kunderne køber mindre produkter. Fra tidligere prisstigninger kan man se, at det har en effekt på kundernes valg af tv-pakke. Så det er jo en balancegang, hvor meget man hæver priserne," siger Ulf Lund fra Boxer.

Hos Stofa prøver man at få prisstigningerne til at glide nemmere ved at lægge mere indhold i de tv-pakker, der stiger i pris.

"Vi vil ikke lave prisstigninger uden værdiskabelse. Det er også derfor, at vi har sagt til programselskaberne, at vi er nødt til at få mere med i handelen, når der kommer prisstigninger. Det er filmarkivet og de to apps eksempler på. Vi er nødt til at lægge noget ekstra værdi ind for at retfærdiggøre prisstigninger. Ellers kommer vi til at ødelægge vores egen forretning ved, at kunder helt opgiver tv-pakkerne," siger direktør Ole Fruekilde Madsen.

Hos Waoo melder Jørgen Stensgaard ligeledes, at pakkernes indhold skal ændre sig for, at øgede priser bliver accepteret mest smertefrit af kunderne.

"Vi har hævet priserne så minimalt som muligt, fordi vi er meget opmærksomme på tv-markedets udvikling. Kunderne har stort fokus på udviklingen og på at finde ud af, om der er nye måder at se og betale for tv på, som vi ser med streamingtjenesternes indtog. Så vi ser kunderne nedmigrere til mindre pakker, og det skal vi være opmærksomme på. Men der findes stadigvæk rigtigt mange kunder, som ønsker mange kanaler," siger Jørgen Stensgaard og fortsætter:

"Med de varslingsbreve, vi har sendt ud, tyder det på, at det ikke er prisændringer, men måden at forbruge tv-indhold på, der skubber til markedet. Folk har generelt reageret positivt på vores prisstigninger, fordi vi har ændret produkterne og gjort dem mere interessante for kunderne."

Forsiden lige nu

"Vi har trukket det korteste strå"

Ønsket om nye kræfter og endnu tættere fokus på medieforretningen kostede i går Lasse Bolander formandsposten i Nordjyske Medier. Vemodigt og ærgerligt, men det er ejerens ret at gøre, siger den nu forhenværende formand.

Lasse Bolander stopper som formand for Nordjyske Medier

Den nordjyske aviskoncern går efter en ekstraordinær generalforsamling på jagt efter nye kræfter til bestyrelsen og udskifter både formand og næstformand. Det sker for at fokusere yderligere ind på kerneforretningen, siger formand for ejerselskab.

Seneste TV

Relaterede

mediawatch 14 day trial

Seneste nyt

Mediejob

Se flere

Se flere