MediaWatch

Internt brev: Zentropa tager al indflydelse fra Peter Aalbæk

Peter Aalbæk må ikke længere udtale sig på vegne af Zentropa og fratages indflydelse, står der i internt brev. Samtidig går flere filmfonde, der har støttet Zentropa-film med millioner, ind i sagen.

Peter Aalbæk Jensen må ikke længere udtale sig om Zentropa, og han må ikke have med filmselskabets elever at gøre. Zentropas ledelse tager således al indflydelse fra Peter Aalbæk Jensen. Det skriver ledelsen ifølge Politiken i et brev til deres samarbejdspartnere.

Politiken er kommet i besiddelse af brevet, som tirsdag aften er sendt til filmselskabets partnere. I brevet lyder det blandt andet:

"Peter har fremover ingen indflydelse på den daglige ledelse af selskabet. Han deltager ikke i ledermøder. Peter har ingen indflydelse på elevuddannelsen og har ikke længere elever under sin ledelse. Peter må per dags dato ikke udtale sig på vegne af Zentropa."

Det sker efter den seneste uges intensiverede kritiske opmærksomhed omkring Peter Albæks Jensens ledelsesmetoder og Zentropas arbejdsmiljø samt flere markante udtalelser - senest i Deadline på DR2 søndag aften.

I Politiken stod ni kvinder frem og berettede om seksuelle ydmygelser og mobning centreret omkring Peter Aalbæk Jensen. I første omgang afviste Zentropas ledelse at kommentere de veldokumenterede vidnesbyrd. Men i det interne brev påtager ledelsen sig nu for første gang et medansvar:

"Vi er meget berørte af sagen og meget kede af, at der er personer, som har følt sig krænket eller chikaneret, mens de har arbejdet på Zentropa. På baggrund af den viden, vi har nu, og det nye lys vores kultur bliver sat i, har vi iværksat en række initiativer. Vi har alle været ansat på Zentropa i den periode, hvor de oplevede krænkelser har fundet sted. Dermed påtager vi os også et medansvar for de hændelser, som ansatte har oplevet som krænkende," lyder det i brevet.

Flere filmfonde går ind i sagen

Mandag aften meldte det svenske filminstitut i Stockholm, at det overvejer at stoppe al støtte til Zentropa fremover. Og det svenske kulturinstitut er ikke den eneste internationale samarbejdspartner, som har reageret negativt på afsløringerne fra Zentropa og ledelsens hidtidige håndtering.

Også Europarådets filmfond, Eurimage, som blandt andet har støttet Lars von Triers kommende film 'The House That Jack Built' med 500.000 euro, er nu gået ind i sagen og meddeler, at man vil drøfte mulige skridt over for Zentropa, skriver Information onsdag.

Eurimages har de seneste år lagt millioner af kroner i støtte til Zentropa. Vicedirektør Enrico Vannucci ser på den seneste uges historier om arbejdsmiljøet i Zentropa med "stor bekymring". Han påpeger, at Eurimages er en del af menneskerettighedsorganisationen Europarådet.

"Det siger derfor sig selv, at respekt for menneskers værdighed er en integreret del af, hvad vi laver, og hvad vi forventer af de film, vi støtter," skriver han i en mail til Information.

Tilsvarende reagerer den danske Copenhagen Film Fund, der har skudt penge i Lars von Triers kommende film, også på historierne om Zentropa. Fonden vil tage sagen op på et kommende bestyrelsesmøde.

Thomas Gammeltoft, der er direktør i den københavnske fond, siger, at fonden ikke kan trække støtten til Lars von Triers film. Men fonden vil se på fremtiden.

"Og der kan det sagtens være, at ræsonnementet bliver, at det bliver ufremkommeligt for Zentropa at få støtte fra os fremover. Eller at vi i fremtiden vil stille nogle krav," siger Thomas Gammeltoft til Information.

Forsiden lige nu

Ritzaus Bureau køber Scanpix af Berlingske

Ritzaus Bureau sætter sig på en større del af fotomarkedet med overtagelse af billedbureauet Scanpix fra Berlingske Media. Opkøbet følger forårets overtagelse af Polfoto.

Seneste TV

Relaterede

mediawatch 14 day trial

Seneste nyt

Mediejob

Se flere

Se flere