MediaWatch

Eks-ansatte på Zentropa beretter om ydmygelser og sexchikane

Sexchikane, ydmygelser og mobning har præget arbejdskulturen på Zentropa, fortæller ni tidligere ansatte.

På filmselskabet Zentropa har ydmygelser og sexchikane igennem årtier været en del af hverdagen for selskabets ansatte.

Det fortæller ni tidligere kvindelige ansatte til Politiken.

"Man føler sig mindre værd, og dertil kommer, at man bliver nedgjort af Peter Aalbæk. Jeg er kommet videre, men jeg vil ikke anbefale nogen at blive ansat der," siger 32-årig Julie, der ikke ønsker at blive citeret med efternavn, til Politiken. Hun var elev på Zentropa fra 2012 til 2014.

De ni kvinder beskriver over for avisen en række oplevelser med stifter og tidligere direktør Peter Aalbæk Jensen, som de har fundet grænseoverskridende.

For eksempel at blive taget på brysterne, at have direktøren stående tæt på og stønne, når de talte i telefon, og at blive lagt hen over bordet eller knæet og få smæk.

Peter Aalbæk Jensen har ifølge kvindernes udsagn også taget initiativ til seksuelt relaterede ydmygelser på scenen ved julefrokosten foran gæster fra filmbranchen, hvor der desuden var præmier til den elev, der smed mest tøj på kortest tid, eller den, der havde groet det længste kønshår.

Han har desuden iværksat en leg, hvor kvindelige ansatte eller elever på skift skulle trække et sexlegetøj fra en plastikpose, hvorefter han kom med forslag til, hvad man kan bruge det til. Han har også sendt elever i byen efter brystvorteklemmer eller krævet, at de tog ud på hans gård i Herfølge og vaccinerede hans svin.

Peter Aalbæk Jensen bekræfter over for Politiken de nævnte situationer, enten som et generelt og tilbagevendende ritual på Zentropa eller som noget, han ikke kan huske, men som "sikkert er sket".

Dog er han ked af beskrivelsen af arbejdspladsen som et chikanerende sted, hvor ydmygelser er sat i system.

"Jeg skal sige, jeg har ingen interesse i underkastelse og ydmygelse. Men jeg er interesseret i at være grænsesøgende, også helt op til den røde streg," siger han til Politiken.

Bestyrelsesformand i Zentropa og direktør i Nordisk Film Allan Hansen ønsker ikke at udtale sig til avisen.

Fredag skrev Zentropa i en pressemeddelelse, at filmselskabets ledelse er nået til enighed med Peter Aalbæk om, at klask i numsen ikke længere skal foregå hos filmselskabet.

Beslutningen er truffet, efter Information kunne berette, at når elever i Zentropa begår fejl, kan de typisk vælge mellem at muge ud på Peter Aalbæks gård eller få smæk.

Zentropa: Vi skal ikke have en kultur med klask

Nordisk Film: Peter Aalbæk skal fortsætte som producent

Aalbæk: Det er helligt for mig at sige hvad jeg vil

Svensk filmby vil have Aalbæk fjernet fra von Trier-film

Forsiden lige nu

Test din MediaIQ

Har du fulgt ordentligt med i mediebranchen i den seneste uge? Ellers har du chancen for at blive opdateret og testet her - og vinde en iPad.

Seneste TV

Relaterede

mediawatch 14 day trial

Seneste nyt

Mediejob

Se flere

Se flere