MediaWatch

Disney skuffer - og lancerer ny Star Wars-trilogi

Den amerikanske mediekoncern Walt Disney leverede et skuffende regnskab torsdag efter børslukketid. Men det svage resultat blev fulgt op af meldinger om store investeringer for at vende udviklingen.

De tre nye Stars Wars-film vil introducere nye karakterer og ikke videreføre den velkendte fortælling om Skywalker-familien, oplyser Disney.

Hverken omsætning eller resultat levede op til forventningerne, da Disney præsenterede kvartalstal. Aktiekursen rettede sig dog op igen efter meldingen om nye, store investeringer.

Nettoresultatet løb op i 1,07 dollar per aktie for det forskudte fjerde kvartal. Analytikerne havde estimeret et resultat på 1,14 dollar per aktie. Omsætningen steg til 12,8 mia. dollar sammenlignet med analytikernes estimat på 13,3 mia. dollar.

Aktiekursen kom i første omgang under pres i eftermarkedet med kursfald på op til 3 pct. til følge, men efter en nærmere gennemgang af koncernens positive syn på en vending af udviklingen gennem nye store investeringer i film og temaparker, vendte markedet rundt.

Disney vil bl.a. producere tre nye Star Wars-film, oplyste Disney-chef Bob Iger ifølge nyhedsbureauet AP på en telekonference for analytikere og journalister.

Ud over filmene kommer der også en Star Wars-serie. Serien kommer til at være tilgængelig i 2019 på den streamingtjeneste, som Disney har planer om at lancere næste år.

Disney har tidligere haft succes med at vende tilbage til Star Wars-filmene.

Regnskabet for 2016 blev en del kønnere, da årets Star Wars film, "The Force Awakens", bidrog med 2,7 milliarder dollar til overskuddet.

Og Disney har brug for indtægtskilden og har problemer med afdelingen for kabel-tv, herunder den kendte sportskanal ESPN og børnekanalen Disney Channel, der bløder abonnementer.

Kabel-tv-udbydere i USA er i hård konkurrence med streaming-tjenester såsom Netflix og HBO. Det har blandt andet forvandlet ESPN fra en pengemaskine for Disney til en desperat kamp for at holde vand.

/ritzau/FINANS

Forsiden lige nu

Ritzaus Bureau køber Scanpix af Berlingske

Ritzaus Bureau sætter sig på en større del af fotomarkedet med overtagelse af billedbureauet Scanpix fra Berlingske Media. Opkøbet følger forårets overtagelse af Polfoto.

Seneste TV

Relaterede

mediawatch 14 day trial

Seneste nyt

Mediejob

Se flere

Se flere