MediaWatch Logo Top
Log ind
ANNONCE
POLFOTO_16491154.jpg Foto: Torben Greve/Polfoto/Arkiv

Norge slukker for FM-radio trods folkelig modstand

Fremover skal al radiolytning i Norge foregå digitalt. Flere lande - blandt andet Danmark - kan gå samme vej.

RITZAU

Snart vil der kun komme knitren ud af højttalerne, når nordmænd lytter til radio gennem apparater af ældre dato.

Onsdag begynder Norge at slukke for FM-signalet som det første land i verden. I stedet skal lytterne vænne sig til at høre nyheder, musik og taleradio via digitale DAB-radioer.

Skiftet til den digitale teknologi er omstridt. To ud af tre nordmænd er ifølge en meningsmåling fra Dagbladet imod slukningen af FM-båndet.

Særligt kritiske er de norske bilister, da omkring to millioner biler på Norges veje ikke er udstyret med en radio, der kan tune ind på det digitale net, skriver nyhedsbureauet Reuters.

I de tilfælde er man nødt til at anskaffe sig en adapter. Alternativt vil nogle bilister kunne koble deres telefon til bilen og lytte til radio derigennem.

Der er også bekymring om, at nogle vil gå glip af trafikmeldinger og beredskabsmeddelelser, der hidtil er blevet sendt ud via radio.

Stortinget i Norge vedtog i december endegyldigt at lukke FM-nettet.

Planlægger fuld lukning inden nytår

Første etape af lukningen begynder onsdag i regionen Nordland. Næste skridt bliver taget i februar, og efter planen skal hele landet været fulgt med inden udgangen af 2017.

En række lokale radiostationer får dog lov til at holde liv i FM-senderen frem til 2022.

Begrundelsen for at gå over til det digitale netværk er, at det er mere robust, giver plads til flere kanaler og kan levere bedre lyd.

Flere lande kommer til at følge nøje med i den norske udvikling. Blandt andet Danmark, Schweiz og Storbritannien overvejer at følge det norske eksempel.

I Danmark skal mindst halvdelen af al radiolytning dog foregå digitalt, før politikerne vil sætte en frist for slukningen af FM-båndet.

Ifølge Slots- og Kulturstyrelsen lå den digitale radiolytning i Danmark sidste år på 31 procent.

/ritzau/

Modtag nyhedsbrev fra MediaWatch gratis
Velkommen til debatten
Når du kommenterer, accepterer du debatreglerne på MediaWatch
Har du spørgsmål? Find svaret her