MediaWatch

Outdoorfirma stævner rival for millioner efter spionageanklager

Efter tabet af udbuddet om reklamepladsen i den københavnske metro og beskyldninger om industrispionage kræver outdoorselskabet Out of Home 35 mio. kr. i erstatning af konkurrenten Clear Channel.

Outdoorfirmaet Out of Home Media stævner konkurrenten Clear Channel for 35 mio. kr. efter beskyldninger om industrispionage i forbindelse med en millionkontrakt om reklamerettighederne i metroen i København.

Det oplyser Out of Home Media i en pressemeddelelse.

Stævningen blev indgivet i går, onsdag, oplyser Out of Home Medias adm. direktør, Henrik Sørensen, som har en fortid hos netop Clear Channel.

"Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at det eneste rigtige at gøre er at rejse et erstatningskrav mod Clear Channel Denmark. Mine advokater og jeg er rystede over den meget udanske kynisme og ulovlighederne i de konkrete dokumenter fra myndighedernes ransagning af Clear Channel Denmark. Bagmandspolitiets arbejde bør ikke stå alene," udtaler Henrik Sørensen, adm. direktør i Out of Home Media, i pressemeddelelsen.

Har anmeldt sagen til politiet

Sagen har rødder i et udbud om reklamerettighederne i den københavnske metro tilbage i 2015. Som TV 2 kunne berette i februar i år, mener Out of Home, at Clear Channel via Out of Homes tidligere tekniske direktør fik oplysninger om prisniveauet i Out of Homes bud på metro-aftalen.

Derfor kunne Clear Channel, der endte med at vinde opgaven, underbyde konkurrenten. Out of Home Media har derfor stævnet Clear Channel for 35 mio. kr., hvilket ifølge Out of Home Media svarer til det forventede overskud, selskabet ville have opnået på kontrakten.

Out of Home har desuden meldt sagen politiet, der ifølge meddelelsen fra Out of Home efterfølgende har foretaget ransagninger hos Clear Channel.

Clear Channel selv afviser i en skriftlig kommentar til TV 2 torsdag anklagerne, og at der skulle være grundlag for erstatningskravet.

"Vi imødeser retssagen med sindsro, og vi opfatter det rejste erstatningskrav som grundløst. Clear Channels bud på Metro-projektet er ikke på nogen måde blevet påvirket af ekstern information," skriver Clear Channel til TV 2.

Tidligere anklager om urent trav

Det er ikke første gang, at Out of Homes direktør og stifter angriber Clear Channel, hvor han selv har en fortid som adm. direktør, for urent trav.

I forbindelse med en retstvist om Henrik Sørensens afgang fra Clear Channel beskyldte direktøren sin tidligere arbejdsplads for planer om karteldannelse og for at ville dele outdoor reklamemarkedet med konkurrenten JCDecaux. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen indledte i 2015 en undersøgelse af Clear Channel og JCDecaux på formodningen om planlagt markedsopdeling og koordinering af tilbud. Ifølge Henrik Sørensen er myndighedernes undersøgelse ikke afsluttet endnu.

Henrik Sørensen blev i 2012 afskediget og bortvist fra Clear Channel efter 12 år som topchef i selskabet. Ifølge Clear Channel skyldes bruddet regnskabsrod og ledelsesproblemer - ifølge Henrik Sørensen blev han fyret, fordi han ikke var enig i Clear Channels strategi, har Jyllands-Posten, der tidligere har afdækket konflikten, beskrevet.

I 2013 oprettede Henrik Sørensen det konkurrerende selskab Out of Home. Det førte til en retssag om brud på en konkurrenceklausul, som Clear Channel endte med at tabe i Landsretten.

Forsiden lige nu

Seneste Kommunikation

Relaterede

mediawatch 14 day trial

Seneste nyt

Mediejob

Se flere

Se flere