MediaWatch Logo Top
Log ind
ANNONCE
POLFOTO_46404211-version3.jpg Foto: Niels Hougaard/Polfoto/Arkiv

Presset postvæsen tager frokostpausen fra danske ansatte

Underskud presser Post Danmark til at forringe ansattes vilkår. Det skal spare 150 millioner om året fra i år.

RITZAU

Markant færre breve i danske postkasser tvinger Post Danmark til at forringe vilkår for de ansatte.

Post Danmark, som også kaldes PostNord Danmark, har forhandlet sig frem til besparelser for omkring 157 millioner kroner om året med danske ansattes fagforeninger, oplyser det svenske moderselskab PostNord i sit regnskab for 2015.

"De kraftigt faldende brevindtægter i Danmark påvirker resultatet negativt, hvorfor vi gennemfører et omfattende handlingsprogram i den danske del af virksomheden", lyder det: 

"Vi har blandt andet indgået aftale med de danske fagforeninger om tilpasning af ansættelsesvilkår for at øge konkurrenceevnen, hvilket forventes at medføre årlige omkostningsreduktioner på cirka 200 millioner svenske kroner fra og med 2016."

For de ansatte betyder den nye aftale blandt andet, at de mister deres betalte spisepause. Det fremgår af en pressemeddelelse fra HK Post & Kommunikation. Som plaster på såret får HK-medlemmerne 10 ekstra fridage i 2016.

Ifølge HK-klubformand Eigil Johannesen havde fagforeningerne intet andet valg end at gå med på forringelserne for at sikre flest mulige job fremover.

"Vi havde reelt valget mellem en aftale nu - eller opsigelse af lokalaftaler i forbindelse med overenskomstfornyelsen i 2017."

"Virksomhedens behov for at indgå aftale med os skyldes selvfølgelig økonomien. 2015 bliver det tredje år i træk med røde tal på bundlinjen," siger han i en pressemeddelelse.

Forringede vilkår gælder også medlemmer fra 3F i Post Danmark. Aftalen faldt på plads i slutningen af 2015 og indebærer blandt andet også, at de ansattes særlige feriegodtgørelse sættes ned fra 1,5 procent til en procent af lønnen.

/ritzau/

Modtag nyhedsbrev fra MediaWatch gratis
Velkommen til debatten
Når du kommenterer, accepterer du debatreglerne på MediaWatch
Har du spørgsmål? Find svaret her