MediaWatch Logo Top
Log ind
ANNONCE
stig ørskov2.jpg Stig Ørskov, adm. direktør, JP/Politikens Hus. | Foto: /ritzau/Linda Johansen

JP/Politikens Hus afviser at offentliggøre cheflønninger

Stig Ørskov, adm. direktør i JP/Politikens Hus, kalder det "meningsløst og uhensigtsmæssigt", at Folketingets Kulturudvalg beder private mediehuse om at offentliggøre cheflønninger.

AF

Hvis Venstre og Socialdemokratiet får deres vilje, skal private medier offentliggøre, hvor meget mediehusenes topchefer får i løn, hvis de ønsker at modtage redaktionel produktionsstøtte. Det forslag møder dog gedigen modstand fra flere folk i branchen og nu også JP/Politikens Hus, der i et skriftligt svar til Folketingets Kulturudvalg afviser at sætte tal på enkeltpersoners indkomst og kalder ønsket både "meningsløst og uhensigtsmæssigt".

Det skriftlige svar kommer som følge af debatten om lønniveauet for topchefer i DR, som tidligere i august fik Enhedslistens medieordfører Søren Søndergaard til at bede ministeren indhente oplysninger om, hvad "direktør, direktion, chefredaktør, redaktør o.l." får i løn i alle medier, som modtager tilskud fra skatteyderne - herunder redaktionel produktionsstøtte.

På vegne af alle medier i JP/Politikens Hus, heriblandt Watch Medier, som MediaWatch er en del af, lyder svaret fra adm. direktør Stig Ørskov, at koncernen går ind for åbenhed, "men i dette tilfælde er det både meningsløst og uhensigtsmæssigt".

"Meningsløst, fordi man sammenligner licensfinansierede medier med private. Licensfinansierede medier som Danmarks Radio har deres indtægter sikret og skal alene holde hus med udgifterne. Private medier skal både skabe indtægter og tilpasse omkostningerne til indtægterne. Derfor er en sammenligning meningsløs. Ikke mindst fordi indtægter faktisk er hovedproblemet for private medier i disse år," skriver han i svaret til Kulturudvalget og fortsætter:

"Uhensigtsmæssigt, fordi de private medier ikke alene konkurrerer med hinanden, men også med Danmarks Radio. "Vi skal huske, at Danmarks Radio også konkurrerer med en masse andre medieinstitutioner", som bestyrelsesmedlem i Danmarks Radio, Dennis Nørmark understregede i Ekstra Bladet 18. august 2017. JP/Politikens Hus har de seneste år måttet se adskillige, højt kvalificerede medarbejdere forlade os til fordel for højere lønninger i Danmarks Radio," skriver Stig Ørskov og henviser til, at koncernen opfylder alle nuværende oplysningspligter "til punkt og prikke."

Stig Ørskov tilføjer, at hvis Folketinget vedtager krav om øget åbenhed om cheflønninger for medier, der modtager statsstøtte, vil JP/Politikens Hus imødekomme disse.

Disclaimer: MediaWatch er en del af Watch Medier under JP/Politikens Hus, men har redaktionel frihed til at dække JP/Politikens Hus som alle andre medievirksomheder. Medarbejderne på MediaWatch og Watch Medier sidder på egen adresse og deltager ikke i orienterende medarbejdermøder i JP/Politikens Hus.

"Løndiskussionerne i DR og medierne er helt ude af kurs"

Løndebat trækker mediestøtte ind i DR-forhandlinger

Modtag nyhedsbrev fra MediaWatch gratis
Velkommen til debatten
Når du kommenterer, accepterer du debatreglerne på MediaWatch
Har du spørgsmål? Find svaret her