MediaWatch Logo Top
Log ind
ANNONCE
ombudsmand.jpg Folketingets Ombudsmand, Jørgen Steen Sørensen. | Foto: Jens Dresling/Polfoto/Arkiv

Ombudsmand: Kritisk journalistik kan ikke føre til afslag på aktindsigt

Det er ikke en gangbar begrundelse for afslag på aktindsigt, at journalister bedriver kritisk journalistik om det emne, der anmodes om aktindsigt i, fastslår Folketingets Ombudsmand.

AF

Myndigheder kan ikke afslå anmodninger om aktindsigt med henvisning til, at der kan bedrives kritisk journalistik på baggrund af det materiale, som der søges aktindsigt i. Sådan lyder det fra Folketingets Ombudsmand, Jørgen Steen Sørensen, i en udtalelse.

Udtalelsen kommer, efter en journalist fra Information søgte aktindsigt i tilladelser til at eksportere overvågningsteknologi. Erhvervsministeriet afviste anmodningen blandt andet med henvisning til, at avisen tidligere havde skrevet kritisk om emnet.

"Endvidere har ministeriet erfaret, at (Information) tidligere har bragt kritiske artikler om eksport af denne type produkter, og i en sammenhæng med menneskerettighederne. Det forhold, at der kan etableres en konkret sammenhæng mellem en virksomhed, dens produktangivelser og destinationslande, vil med artikler af denne art efter ministeriets vurdering kunne medføre en nærliggende risiko for dels at have negative konsekvenser for andre eksisterende forretningsforhold mellem virksomheder globalt, dels miskreditere en virksomhed og dens forretningsgrundlag, der kan resultere i, at virksomheden vil lide skade af betydning," skrev Erhvervsministeriet blandt andet i afslaget på aktindsigtsanmodning.

Men det argument dur altså ikke, fastslår Folketingets Ombudsmand.

"Et grundlæggende formål med offentlighedsloven er at understøtte mediernes formidling af informationer til offentligheden. Det siger derfor næsten sig selv, at det ikke vil være sagligt at afslå aktindsigt ud fra en formodning om, at oplysningerne vil blive brugt til kritisk journalistik," udtaler Jørgen Steen Sørensen.

Erhvervsministeriet har over for ombudsmanden tilkendegivet, at der var tale om en uhensigtsmæssig formulering, og at argumentet ikke blev brugt som begrundelse for afslaget. Ikke desto mindre kritiserer Jørgen Steen Sørensen formuleringen.

Modtag nyhedsbrev fra MediaWatch gratis
Velkommen til debatten
Når du kommenterer, accepterer du debatreglerne på MediaWatch
Har du spørgsmål? Find svaret her