MediaWatch

Partier klar til at se på dagblades ønske til mediestøtte

Flere partier vil gerne være med til at diskutere, om dagbladene skal have større fleksibilitet og mulighed for økonomisk kompensation ved avislevering til landområder.

Venstre og Socialdemokratiet er åbne for at diskutere, om de danske dagblade skal have lov til at hæve priserne for abonnenter, der skal have avisen bragt ud i landområder, eller henvise dem til e-avisen, hvor det ifølge avishusene er bekosteligt at levere den trykte avis. Det skriver Finans.

Som MediaWatch fortalte i sidste uge, mener Netværket Dagbladene, at det er en udfordring, at reglerne om mediestøtte i dag kræver, at medier "leveres eller stilles til rådighed i hele landet på ens vilkår for brugerne og er tilgængeligt for alle". Netværket ønsker reglerne ændret, så medierne får mulighed for at henvise brugere i yderområder til en elektronisk udgave eller opkræve et særskilt distributionstillæg uden at miste de afgørende støttekroner.

Den diskussion er Venstre og Socialdemokratiet klar til at tage.

"Vi er åbne for at diskutere det. Men det er helt klart, at man stadig – i alle dele af landet - skal have adgang til offentligt støttede dagblade uden at betale en formue for det. Hvilke løsninger, der er, er vi åbne for at se på," siger Mogens Jensen, medieordfører for Socialdemokratiet, til Finans.

Dansk Folkeparti afviser forslaget. Til Finans siger partiets medieordfører Morten Marinus, at aviserne som udgangspunkt ikke skal være dyrere i udkantsdanmark. Han er dog åben for en debat om, hvordan man kan løse udkantsproblemerne.

Netværket Dagbladene er en afdeling under de private mediers organsation, Danske Medier. Deres ønske blev fremsat i et høringssvar i forbindelse med, at mediestøtteloven står over for en ændring. Her skriver netværket:

"Medierne bør derfor have mulighed for at henvise brugere i disse områder til en elektronisk udgave af mediet, uden at mediet dermed mister muligheden for mediestøtte. Alternativt bør medierne have mulighed for at opkræve et særskilt distributionstillæg for landområderne," skriver Netværket Dagbladene, der har direktør Thomas Rønnow og formand Jesper Rosener, der til daglig er adm. direktør for Jysk Fynske Medier, som afsendere.

Forsiden lige nu

Seneste Aviser

Relaterede

mediawatch 14 day trial

Seneste nyt

Mediejob

Se flere

Se flere