MediaWatch Logo Top
Log ind
ANNONCE
krasnik_lasse kofod_polfoto.jpg

Martin Krasnik ny chefredaktør for Weekendavisen

Anne Knudsen stopper som chefredaktør og adm. direktør for Weekendavisen. Hun afløses af Martin Krasnik på posten som chefredaktør.

AF

Efter en lang årrække som ansvarshavende chefredaktør og adm. direktør for Weekendavisen stopper Anne Knudsen på posten. Det skriver Berlingske Media i en pressemeddelelse.

Hun afløses fra i dag af Martin Krasnik, der siden efteråret har været journalist på Weekendavisen, hvor han kom til fra en stilling som vært på DR 2 Deadline.

Anne Knudsen har været ansvarshavende chefredaktør for Weekendavisen siden 1998 og administrerende direktør for Weekendavisen A/S siden 2002. Posten som adm. direktør overtages af Berlingske Medias adm. direktør, Mette Maix.

"Anne Knudsen har i sin rolle som ansvarshavende chefredaktør insisteret på at give avisens læsere den bedste journalistik i Danmark hver uge. Med hende i spidsen har Weekendavisen vist, at læserne gerne vil have velskrevne, interessante og overraskende historier - også på papir. Anne Knudsen har udviklet og styrket Weekendavisen ved at holde fast i den høje kvalitet og den eftertænksomme redigering," siger Mette Maix i meddelelsen.

Fortid på avisen

Weekendavisen er langt fra nyt land for Martin Krasnik, der tidligere har været avisens udlandsredaktør og korrespondent i Jerusalem og London. Efter nogle år som studievært på DR2 Deadline vendte han i september vendte tilbage til Weekendavisen.

"Jeg glæder mig helt forfærdeligt meget. Weekendavisen gør noget, som de færreste aviser i verden prioriterer højt: Skriver godt, skarpt og underholdende om svært og vigtigt stof. Weekendavisens journalister kan noget helt særligt. Det er en meget stor ære at skulle styrke og udvikle Weekendavisen sammen med dem," siger Martin Krasnik i meddelelsen.

Som topchef har Anne Knudsen, der er uddannet antropolog, gjort Weekendavisen til en solid forretning, der har trodset oplagsnedgang og set stigende læsertal de seneste år. Hun fortsætter som skribent for avisen.

"Martin Krasnik er et glimrende valg til posten som ansvarshavende chefredaktør på Weekendavisen. Han har skrevet for avisen, siden han var ganske ung, og han er vellidt både blandt medarbejdere og læsere. Martin står som garant for Weekendavisens dyder; han er vidende, lysvågent interesseret i verden og fantastisk velskrivende," siger Anne Knudsen i meddelelsen.

 

Modtag nyhedsbrev fra MediaWatch gratis
Velkommen til debatten
Når du kommenterer, accepterer du debatreglerne på MediaWatch
Har du spørgsmål? Find svaret her