MediaWatch Logo Top
Log ind
ANNONCE
Ekstra Bladet Eddy og Søren gidselsag.jpg

Løsladt gidsel: Pirater var glade for Ekstra Bladets kampagne

Pirater håbede på dansk indsamling, da Ekstra Bladet indledte kampagne for søfolks frigivelse, siger gidsel.

RITZAU

Ifølge kaptajn Eddy Lopez, der blev holdt som gidsel af somaliske pirater i 838 dage, blev piraterne svært tilfredse, da Ekstra Bladets kampagne for at få søfolkene sat fri blev sat i gang. 

For piraterne regnede med, at det ville betyde flere penge i løsesum, fortalte Eddy Lopez i byretten i København. Her kører erstatningssagen, hvor de to løsladte gidsler og sømænd, Søren Lyngbjørn og Eddy Lopez, kræver en mio. kr. i erstatning fra Ekstra Bladet.

"En af piraterne sagde, at nu sker der noget i Danmark. Nu går de i demonstration. Måske laver de en national indsamling," siger Eddy Lopez.

Piraten viste ham et billede på sin mobiltelefon fra Danmark med et billede af et banner, som Ekstra Bladet havde sat op på Rådhuspladsen med overskriften "Skal Søren og Eddy rådne op i Somalia".

Kræver erstatning

Forinden havde Søren Lyngbjørn og Eddy Lopez ellers fået at vide af piratlederen Fadhi, at de ville blive frigivet i løbet af juli 2012. 

Men løsladelsen blev udskudt, efter at Ekstra Bladets kampagne blev skudt i gang 1. juli 2012, mener Eddy Lopez.

De danske søfolk kræver erstatning, fordi de mener, at Ekstra Bladet har forlænget deres tid i fangenskab med omtalen. Piraterne kunne kræve en større løsesum grundet mediedækningen, og desuden føler søfolkene sig krænket af dækningen.

Eddy Lopez talte flere gange med Ekstra Bladets journalister under gidseltagningen, men kun fordi han blev truet på livet af piraterne, sagde han i byretten. Det skete blandt andet to gange i løbet af 2011, forklarede han.

De danske søfolk blev frigivet 30. april 2013 for en løsesum på knap 40 millioner kroner.

Chefredaktør Poul Madsen og Ekstra Bladet vil frifindes. Her mener man, at dækningen har medvirket til, at de to søfolk er blevet løsladt. Torsdag er det blandt andre Poul Madsens tur til at afgive forklaring i sagen.

/ritzau/

Modtag nyhedsbrev fra MediaWatch gratis
Velkommen til debatten
Når du kommenterer, accepterer du debatreglerne på MediaWatch
Har du spørgsmål? Find svaret her