MediaWatch Logo Top
Log ind
ANNONCE
POLFOTO_45602474 (1).jpg Foto: Finn Frandsen/Polfoto/Arkiv

Medie: Berlingske udelukket fra medejerskab af Ritzau

Det bliver ikke Berlingske Media, der overtager den ejerandel af Ritzaus Bureau, som DR har sat til salg. Det blokerer JP/Politikens Hus for.

AF

Ejerkredsen i Ritzaus Bureau bliver ikke udvidet, skriver Finans.

Kort inden jul satte DR 16 pct. af sin aktiepost på 36 pct. i nyhedsbureauet til salg. I kulissen stod Berlingske Media parat til at købe aktierne for at blive medejer igen, efter koncernen brød med Ritzau i 2011 og i stedet dannede konkurrenten Berlingske Nyhedsbureau (BNB).

Berlingskes bud er imidlertid blevet matchet af JP/Politikens Hus, der som eksisterende aktionær har forkøbsret. Det betyder, at Ritzau-aktierne nu købes af de eksisterende ejere, skriver Finans. Ud over JP/Politikens Hus har syv af de øvrige medejere, der tæller hovedparten af de danske dagbladshuse, valgt at byde ind.

"Vi har altid støttet op om Ritzau. Også da Berlingske forsøgte at tage livet af bureauet. Historien har lært os, at vi bedst sikrer Ritzaus fremtid ved at lade de eksisterende aktionærer øge deres ejerandel, nu da DR vil sælge," skriver Stig Ørskov, adm. direktør for JP/Politikens Hus, til Finans.

Ifølge Finans har JP/Politikens blokering for Berlingske Media vakt kritik i dele af Ritzaus ejerkreds, blandt andet fra Jysk Fynske Medier, der havde foretrukket, at Berlingske Media blev medejer igen. I stedet bliver JP/Politikens Hus, der hidtil har ejet 20 pct., nu hovedaktionær.

Interesse i indflydelse

DR's udsalg blev sat i gang i forbindelse med, at Berlingske Media nedlagde sit nyhedsbureau BNB 1. december 2015 og i stedet blev kunde igen hos Ritzau.

"Ritzau bliver en vigtig leverandør til Berlingske fremad, og derfor har vi en interesse i at have indflydelse, og at Ritzau lever op til de kvalitetskrav, som vi nu har aftalt," sagde daværende konstitueret adm. direktør for Berlingske Media, Bjarne Munck, til MediaWatch før jul.

Berlingske Media brød under tidligere topchef Lisbeth Knudsen med ejerne af Ritzaus Bureau for at etablere det konkurrerende BNB i 2011. Det levede i fem år, indtil Berlingske Media valgte at lukke bureauet som led i en større omlægning af koncernen. BNB's kunder blev i den forbindelse overtaget af Ritzaus Bureau.

Modtag nyhedsbrev fra MediaWatch gratis
Velkommen til debatten
Når du kommenterer, accepterer du debatreglerne på MediaWatch
Har du spørgsmål? Find svaret her