MediaWatch Logo Top
Log ind
ANNONCE
POLFOTO_30398074.jpg Foto: Per Folkver/Polfoto/Arkiv

Berlingske Media henter ny adm. direktør hos Føtex

Opdateret. Føtex-direktør skal fremover være adm. direktør i Berlingske Media. Bjarne Munck, som har været fungerende adm. direktør, tiltræder nyoperret stilling som driftsdirektør.

AF

Berlingske Media har fundet sin nye topchef. Valget er faldet på Mette Maix, som kommer fra en stilling som direktør i Føtex. Det meddeler Berlingske Media i en pressemeddelelse.

"Efter en god proces med et stærkt kandidatfelt er valget faldet på en stærkt kundeorienteret profil. Mette Maix har arbejdet i en branche, der er i hastig forandring, og har stor erfaring med branding, kundeadfærd og transformation af virksomheder, og hun har i sine tidligere stillinger demonstreret stærke ledelseskompetencer," udtaler bestyrelsesformand i Berlingske Media, Kim Graven-Nielsen, i meddelelsen.

Mette Maix kommer til Berlingske Media med en lang erfaring fra detailbranchen. Hun har bl.a. været kædedirektør for Superbrugsen, marketingdirektør for Tesco i Slovakiet og altså senest direktør i Føtex. Hun har ingen erfaring fra mediebranchen.

"Arbejdet med udvikling af brands i et marked, der ændrer sig rivende hurtigt, og hvor det er helt afgørende at forstå kunderne og deres behov, har drevet  mit professionelle liv, og derfor glæder jeg mig meget til, sammen med medarbejderne i huset, at tage fat på den videre udvikling af virksomheden og styrke vores mediers position i markedet," udtaler Mette Maix i meddelelsen.

Ny direktion på plads

Berlingske Media har været på jagt efter en ny topchef, siden Lisbeth Knudsen forlod mediehuset i september sidste år.

Siden da har Bjarne Wener Munck været fungerende adm. direktør. Han tiltræder en nyoprettet stilling som driftsdirektør og udgør sammen med Mette Maix Berlingske Medias direktion fremover.

"Det har været et travlt halvår, hvor Bjarne Munck med stor succes har sat et nyt hold og startet første fase i Berlingske Medias transformation. Jeg er overbevist om, at med det stærke lederskab og operationelle fokus Bjarne har vist, kombineret med Mettes ledelseserfaring og kompetencer, har virksomheden det bedste team til at løse opgaven," udtaler Kim Graven-Nielsen.

I spidsen for transformation

Som ny direktør i Berlingske Media kommer Mette Maix til at stå i spidsen for den transformation, som den belgiske ejer, De Persgroep, har sat gang i, siden den overtog ejerskabet fra britiske Mecom.

Den startede allerede sidste år fra oven med en kraftig beskæring af koncernens udgivelser, som gik udover nyhedsbureauet BNB og samarbejdet med TV Finans. Derefter afhændede De Persgroep en stor bid af aktiviteterne med salget af Midtjyske Medier.

Kort efter beskar De Persgroep ledelsesstrukturen kraftigt, hvor fire ud af seks koncerndirektører blev opsagt. I november blev 64 stillinger i hele koncernen nedlagt, de fleste på Berlingskes redaktion. Dertil er ni HK-stillinger skåret væk rundt i huset og 15 ledelsesstillinger, hvoraf en god håndfuld er fundet i det redaktionelle ledelses-lag på Berlingske.

Opdateret kl. 14:43.

Modtag nyhedsbrev fra MediaWatch gratis
Velkommen til debatten
Når du kommenterer, accepterer du debatreglerne på MediaWatch
Har du spørgsmål? Find svaret her