MediaWatch Logo Top
Log ind
ANNONCE
Tomas 1.jpg Foto: Peter Jönsson/Bonnier

Bonnier: Børsen-salg er en "meget god handel"

Bonnier kalder salget af Børsen til JP/Politikens Hus "en meget god handel". Pengene fra salget skal bruges på at øge den digitale omsætning.

AF

Glæden er stor i den svenske mediekoncern Bonnier, efter at koncern har solgt Dagbladet Børsen for 800 mio. kr. til JP/Politikens Hus. Prisen på Børsen svarer til ca. 12 gange Børsens ebitda-resultat i 2014 på 66,1 mio. kr.

"Det her er en meget god handel for Bonnier," udtaler Tomas Franzén, adm. direktør i Bonnier, i en pressemeddelelse.

Salget af Børsen er ifølge Tomas Franzén et led i Bonniers strategi om at øge de digitale indtægter til 50 pct. i 2020. Sidste år udgjorde de 15 pct. Ifølge den svenske avis Dagens Industri, som også er ejet af Bonnier, tegner de digitale indtægter i Børsen sig for mindre end 10 pct.

"Gennem salget mobiliserer vi ressourcer til at fortsætte investeringer og opkøb inden for områder, hvor vi ser muligheder for fremtidig vækst og forbedret afkast. Det styrker os i arbejdet med at øge vores andel i nye, primært digitale indtægter fra 15 pct. sidste år til 50 pct. i 2020,” udtaler Tomas Franzén i pressemeddelelsen.

Ros til Børsens topchef

Bonnier har været en del af Dagbladet Børsens ejerskab siden 1969. I 1996 overtog den svenske mediekoncern det fulde ejerskab med avisen, som der nu sættes et punktum for.

De seneste år under Bonniers ejerskab har Børsen hentet rekordresultater hjem til ejeren. Sidste år leverede Børsen et rekordår med en omsætning på 365 mio. kr. og et resultat efter skat på 49 mio. kr.

Det afføder roser til Børsens adm. direktør og ansvarshavende chefredaktør, Anders Krab-Johansen.

”Børsen har under Anders Krab-Johansens ledelse udviklet sig stærkt og er i dag et meget velstående mediehus med en journalistisk unik position som dagsordensættende i dansk erhvervsliv," udtaler Tomas Franzén.

Bonnier-topchefen mener, at Dagbladet Børsen i JP/Politikens Hus får en ejer, der ligner Bonnier. 

"I JP/Politikens Hus får Børsen en ejer, som deler Bonniers udprægede langsigtede syn på medieejerskaber,” siger han.

Modtag nyhedsbrev fra MediaWatch gratis
Velkommen til debatten
Når du kommenterer, accepterer du debatreglerne på MediaWatch
Har du spørgsmål? Find svaret her