MediaWatch Logo Top
Log ind
ANNONCE
Aviser

Amerikansk avischef fyret efter opdigtet skribent

En ganske spektakulær sag om plagiat, falske skribenter og hemmelige avisejere med tråde til én af verdens rigeste mænd tager en ny drejning.

AF

Alting skal være større i USA, og mens den danske medieverden har oplevet sager om både opdigtede kilder og plagiat over de seneste måneder, så lader det til, at USA netop nu er vidne til en endnu mere spektakulær sag.

New York Times skriver, at direktøren for Las Vegas Review-Journal, Michael E. Schroeder, er blevet fyret. Det kommer som kulminationen på en ganske indviklet sag, som flere medier har oprullet siden december.

I december blev avisen solgt til et selskab med Michael E. Schroeder som direktør. Han ejede i forvejen en række aviser i Connecticut. Ejeren bag selskabet, som købte Las Vegas-avisen, var oprindeligt hemmeligholdt. Men ifølge New York Times er det millardæren Sheldon Adelson. Sheldon Adelson har tjent størstedelen af sine penge på casinoer i netop Las Vegas.

Kort efter opkøbet bliver en række journalister på Las Vegas Review-Journal bedt om at grave i specielt én dommer fra Las Vegas' arbejde, men artiklen blev aldrig bragt. Det gjorde til gengæld en lignende artikel i én af Michael E. Schroeders øvrige aviser - The New Britain Herald - en lille lokalavis fra Connecticut, som ud af det blå satte 1.900 ord af til en analyse af handelsretten og specielt denne ene dommer fra Las Vegas ifølge Courant.com.

Mistanke om bestilt arbejde

Det fik en række medarbejdere i koncernen til at undre sig. Specielt da det kom frem, at Sheldon Adelson var involveret i en omfattende retssag, hvor hun var dommer. Mistanken om, at artiklen var bestilt arbejde fra Les Vegas-avisens nye ejer, som var blevet bragt i én af direktørens egne aviser.

Mistanken bestyrkes af, at artiklens forfatter, Edward Clarkin, lader til ikke at eksistere. I hvert fald kan hans identitet ikke bekræftes, skriver Courant.com. Hans øvrige forfatterskab består af tre korte madanmeldelser.

Ifølge New York Times, så hedder Michael E. Schroeder faktisk Edward til mellemnavn, og hans mors pigenavn var Clarkin.

Desuden er der flere eksperter i historien, som påstår, at de aldrig er blevet interviewet, og store dele af artiklen lader til at være plagiat fra gamle artikler i andre medier, skriver Courant.

Uanset om Michael E. Schroeder står bag artiklen eller ej, er han i hvert fald fyret fra sin direktørstilling hos Las Vegas Review-Journal, skriver New York Times.

Modtag nyhedsbrev fra MediaWatch gratis
Velkommen til debatten
Når du kommenterer, accepterer du debatreglerne på MediaWatch
Har du spørgsmål? Find svaret her