MediaWatch Logo Top
Log ind
ANNONCE

Nordjyske henter ny chefredaktør fra Stiften

Turid Fennefoss Nielsen afløser Anne-Marie Dohm som chefredaktør for Nordjyske Medier.

AF
Nordjyske_stiftstidende_2.jpg

Nordjyske Medier har fundet afløseren for tidligere chefredaktør Anne-Marie Dohm, der i sommer stoppede til fordel for en post som direktør i DR Danmark.

Ny chefredaktør bliver Turid Fennefoss Nielsen, der hidtil har været chefredaktør for Århus Stiftstidende og Randers Amtsavis.

Hun kommer som Anne-Marie Dohm til at dele posten med chefredaktør Lars Jespersen, der har fokus på den økonomiske, organisatoriske og strategiske udvikling af Nordjyskes medier, mens kollegaen har haft fokus på journalistikken.

Nye chefredaktører på Berlingske Medias to østjyske dagblade bliver Jan Schouby på Stiften, der hidtil har været redaktionschef samme sted, og Axel Præstmark for Randers Amtsavis, der også er hentet internt, hvor han har været redaktionschef.

Det oplyser Berlingske Media i en pressemeddelelse.

 

“Det er trist at skulle sige farvel til Turid, som i sin tid som chefredaktør har gennemført store forandringer til fordel for både Stiften og Randers Amtsavis. Men valget af Jan Schouby og Axel Præstmark som chefredaktører garanterer, at vi hverken sætter tempoet eller ambitionerne ned på de to titler,” siger Dorthe Carlsen, ansvarshavende chefredaktør for Berlingske Lokale Medier, i meddelelsen.

Turid Fennefoss Nielsen stopper 1. oktober. Hendes afgang falder sammen med Berlingske Medias forhandlinger om et salg af regionalaviserne i Midtjyske Medier, der ud over Århus Stiftstidende og Randers Amts Avis tæller Dagbladet Holstebro-Struer og Lemvig samt Viborg Stifts Folkeblad.

For få uger siden vendte Berlingske Medias ejer, Mecom, tommelfingeren nedad til de lokale bud på dagbladene, som aviserne selv havde lagt ind 1. juli, efter de halvandet måned forinden havde fået muligheden for en management buyout. Pengestakken på bordet var ikke høj nok, vurderede Mecom. I stedet har ejeren ifølge adm. direktør for Berlingske Media, Lisbeth Knudsen, valgt at gå videre med andre og bedre bud på medierne.

Modtag nyhedsbrev fra MediaWatch gratis
Velkommen til debatten
Når du kommenterer, accepterer du debatreglerne på MediaWatch
Har du spørgsmål? Find svaret her