MediaWatch

DJ ramt af beskyldninger om seksuelle krænkelser og usundt arbejdsmiljø

To tidligere medarbejdere i Dansk Journalistforbund (DJ) står frem med beretninger om sexchikane i deres tid som ansatte i forbundet. De anklagede afviser påstandene. DJ har igangsat undersøgelser for at komme til bunds i anklagerne.

Lars Werge, formand, Dansk Journalistforbund.

Dansk Journalistforbund (DJ) har indledt flere undersøgelser efter anklager om seksuelle krænkelser i forbundet. Det skriver fagbladet Journalisten.

Sagerne omhandler to tidligere ansatte i forbundet og kom frem, da den ene, Sigrid Benedikte Strøyer, på Facebook for lidt over en uge siden berettede, at hun var blevet chikaneret af en ansat, som var en af to daglige ledere for hende, mens hun arbejdede i forbundet fra 2009 til 2011.

"Jeg var der i nogle år, og jeg fortryder inderligt, at jeg ikke gik til de øverste ledere og fortalte om hans seksuelle krænkelser og hans generelle lederstil. Nogle af mine kolleger kendte til hans metoder, men ingen sagde fra eller sprang til. Det var meget ensomt, og jeg endte med at føle, at det var min egen skyld," skrev Sigrid Benedikte Strøyer i opslaget.

De to havde i en periode et forhold. Til Journalisten fortæller Sigrid Benedikte Strøyer, at krænkelserne begyndte efter, hun havde sagt fra og stoppet forholdet, og hvor den pågældende ansatte blev ved med at presse på.

Den ansatte selv, der fortsat arbejder i DJ, afviser anklagerne og har et andet syn på forløbet og de konkrete situationer, som Sigrid Benedikte Strøyer omtaler.

Den anden anklage kommer fra en tidligere ansat, der stoppede i DJ sidste år, og som beretter om to episoder med seksuelle krænkelser dels fra en DJ-medarbejder dels fra fra et bestyrelsesmedlem i en af DJ's studenterorganisationer, der siden har forladt bestyrelsen.

For ledelsen kommer beretningerne som et chok.

"Jeg er rystet over det, hun skriver," siger direktør i DJ, Linda Garlov, som også var direktør dengang, med henvisning til Sigrid Benedikte Strøyers beretning. "Jeg har aldrig hørt om det før eller på nogen måde haft fornemmelsen af, at det foregik. Så havde jeg selvfølgelig reageret på det," siger Linda Garlov.

Iværksætter ekstern undersøgelse

Journalistforbundet udsendte i sidste uge en meddelelse om anklagerne på baggrund af Facebook-opslaget.

"Ledelsen har brugt denne uge på at undersøge sagen. Vi har været i kontakt med den tidligere medarbejder for at få uddybet beskyldningerne. Dette har vi konfronteret den pågældende medarbejder med, og det er ikke på det foreliggende grundlag muligt at bevise, hvorvidt sexchikane har fundet sted," skrev formand Lars Werge i meddelelsen fredag den 17. november.

Ledelsen har efterfølgende valgt at igangsætte en ekstern undersøgelse af anklagerne. Det meddelte Lars Werge hovedbestyrelsen i går, skriver Journalisten.

Endelig fremgår det, at forbundet igangsætter en undersøgelse om det interne arbejdsmiljø. Det sker på baggrund af udsagn fra tre tidligere medarbejdere, der har kendt til eller været i berøring med forløbet omkring de omtalte krænkelser i DJ, og som har karakteriseret arbejdskulturen som usund.

Forsiden lige nu

Venstre er åbne for at lade ugeaviser få del i mediestøtte

Regeringspartiet holder døren åben for at lade lokale ugeaviser få del i mediestøtten og vil øremærke en del af en ny public service-pulje til den lokale dækning, fortæller medieordfører Britt Bager. Hun kan hverken be- eller afkræfte et udspil om besparelse på 12,5 pct. af DR.

Seneste Aviser

Relaterede

mediawatch 14 day trial

Seneste nyt

Mediejob

Se flere

Se flere